Fjerde emigrationsgruppe


 Rasmus Olsen og Ingeborg Hansen var med på denne rejse

Fjerde emigrationsgruppe forlod København den 26. december 1853 og bestod af noget over 300 per­soner. Første del af rejsen foretoges med damperen »Eideren« og gik, som det havde været tilfældet med de tidligere grupper, over Kiel, Glückstadt og Hull til Liverpool. Dertil ankom man den 9. januar 1854. Her overfaldtes man af en epidemi af feber, som især gik ud over børnene. I løbet af to uger døde 22 børn og to voksne.

Den 22. januar gik man ombord i »Benjamin Adams« sammen med nogle tyskere, men et par dage senere erklærede en læge 15 af dem for at være hel­bredsmæssige uegnede til rejsen, og de blev ladt tilbage med den forståelse, at de skulle sendes til New York, når de var raske nok dertil.

Den 28. kom »Benjamin Adams« af sted fra Liverpool med 384 mormoner ombord, og man ankom efter en behagelig rejse til New Orleans den 22. marts. På rejsen døde to aldrende personer og 6 børn, mens 2 børn blev født og 9 par indgik ægteskab. Man fortsatte til St. Louis med damper og kom dertil den 3. april. Det dårlige klima på denne strækning krævede atter sin told, og 14 af emigranterne døde. Man fortsatte imidlertid og kom den 10. april til Kansas City, og her mødtes man med landsmændene fra gruppe III, som havde af­ventet gruppe IV's ankomst for at foretage rejsen over sletterne i fællesskab med kammeraterne derfra. Byen Westport (nu en del af Kansas City) i Jack­son County, Missouri, var dette år stedet for udrustning af de hellige før den store rejse.

Starten fandt sted den 15. juni, og ruten var en anden, kortere, end den, de tidligere grupper havde fulgt. Man opdagede hurtigt, kun 20 miles fra Kansas, at alle vogne var lastede for tungt, okserne havde svært ved at trække. En undersøgelse viste, at så godt som alle emigranterne havde overvægtig bagage. I forvejen var man løbet ind til den ubehagelige overraskelse, at både okser og vogne var langt dyrere end beregnet, hvilket var resulteret i, at mange ikke havde kunnet se sig i stand til at betale. Man havde imidlertid på bedste, broderlige vis hjulpet hinanden, så ingen blev ladt tilbage, fordi han manglede midler. Til gengæld var nu de sidste ressourcer opbrugt, og der var ingen mulig­hed for anskaffelse af flere okser.

Det vidstes, at en af de tolv apostle befandt sig i Leavenvorct Cicy, omkring 30 miles derfra; det var Orson Pratt, og et par mand blev skyndsomst sendt til ham for at bede om råd. De kom tilbage med 50 okser, købt for penge, som apostlen havde lånt dem på gruppens vegne.

Det blev en frygtelig tur. Kolera hærgede gruppen hele vejen. Hver dag måtte man standse for at begrave de døde, der blev lagt i et hul i jorden uden kiste. Dødeligheden på denne tur var så stor, at af de 680 nåede kun godt 500 til Utah. Resten døde enten af sygdom eller af rejsens strabadser. De over­levende nåede Salt Lake City den 5. oktober, 9½ måned efter de forlod Danmark.

Hjulskibet Ejderen af København. Maleri af Carl Baagøe 1860. Benyttedes af emigranterne til overførsel fra København til Kiel 1853.

[ Forrige emne | Rasmus Olsen | Næste emne ]