Søstænk - smaa historier fra havet

side 3

Skude, Peter,« sagde han til Kokken, en Dreng paa en fjorten-femten Aar, som i Tavshed havde siddet paa Kulbænken ved Siden af ham og nøje iagttaget hans ivrige Snitten og tankefulde Ansigt. »Tror De, vi bliver oplagt, Styrmand?« spurgte Peter. »Det er vist afgjort nok«, lød svaret.

»Haabet la fortøjet inderst inde ved Kajen i Aaby Havn lige over for et teglhængt Hus med en tofags Kvist, der kiggede op over et Par nøgne Lindetræer, hvis Toppe var klippede som en Hæk.

Jens Holgersen lagde Fyrrepinden fra sig og saa ud gennem Kabysdøren over mod Huset og lod som tilfældigt Blikket strejfe op til Vinduerne i Kvisten.

For Peter var det intet Sorgens Budskab, at Skonnerten skulde fortøjes »for godt« eller med andre ord oplægges i Vinterhavn. Det var hans første Skib, og han huede ogsaa ret godt Sølivet; men nu var det i Begyndelsen af December, og han vilde dog saa gerne hjem til Jul. Han vidste, at nu var Kammeraterne fra Skoletiden ved at sætte Kursen hjem til Fiskerlejet, hvor han hørte til. Han sad og tænkte paa, hvor morsomt det vilde blive, at høre dem fortælle om, hvor de

side 4

havde været, og hvad de havde set, siden de skiltes i det tidlige Foraar for at gaa med denne eller hin Skonnert, Galease eller Jagt som Kokke eller naar det kom højt, som Jungmand. Ikke mindst morsomt vilde det blive, naar han selv skulde til at fortælle om sine Oplevelser, om hvor gnaven den Gamle kunde være, og hvilken flink Styrmand, han havde haft i Jens Holgersen, som han beundrede.

»Haabet« havde været i Aaby to Gange i den Sommer, der var gaaet. Første gang havde Bedstemanden ikke syntes, at der var noget ved den Plads, naar lige undtages, at »Mærset« var en temmelig hyggelig Havnebeværtning, hvor han og Skipperen plejede at tage et Glas Øl nu og da, naar Dagens Arbejde var til Ende. Byen var lille med faa og smalle Gader og en Smule Havn, hvortil der kun kom Skibe af Drægtighed og Dybgaaende som det, han selv stod om Bord i. – Nej det var en temmelig kedelig lille Rede. Saa kom den anden Gang, og der hændte da noget, som fik Jens til at synes, at det dog, naar det kom til Stykket, var en rar lille Plads at sejle paa. Han blev forelsket. Det hændte midt i Højsommeren.

Stille og varmt var det. Solreflex fra Vandet spillede op og ned ad Skibssiden, der lige var bleven malet. Manden

side 5

i Jollen var glad ved at være bleven færdig med Solsiden. Nu trak han sig ind under Skonnertens Laaring mellem Kajen og Skibet. Der var Skygge. Han skulde til at udføre det mere kunstneriske: at male Navn og Hjemsted samt to korslagte Dannebrogsflag, der med lange bølgende Splitter var udskaarne under Skonnerten »Haabet«s Navnebrædt. Med en Skraber fjernede han alle Ujævnheder og Skaller, der kunde hindre, at Haabet blev det kønneste Skib i Havnen. En rask og køn Fyr var han, som han stod der paa Baadtoften barfodet og med opsmøgede Sjeldugsbukser og Skjorteærmer, solbrændt og stærk. Hans oprakte Arme var saa brunede af Solen, at Tatoveringerne knap syntes. Desuden var de muskelstærke og haarede som han kraftige Lægge. – En rigtig Vildmand i det danske Vaaben? Nej, Ansigtet var ingen Vildmand, ungt var det og bare med Overskæg, der havde samme mørke Farve som Haaret, hvoraf en genstridig Lok havde fundet Vej gennem et Hul i Hatten, som han bar trykket stærkt tilbage, saa at man saa Haaret kruse sig over Panden. Alt mens han skrabede og malede, nynnede han, og han var midt i en Opsang, da han pludselig holdt inde og vendte sig halvt om mod Slæbestedet, der førte ned til Vandet, lige agten for hvor Jollen laa.

side 6

side 7

side 8

side 9

side 10

Han saa ud over Bugten, forbi de tre – fire Sejlskibe, som laa langs den krumme Stenmole, der skød sig ud til Havnefyret, hvor den mødtes med en anden krum Stenarm. Udenfor Molernes skærmende Favn saas Søen mørk med gullighvide Skumtoppe. Fyret og de yderste Fortøjningspæle var overisede, og der, hvor Badehusende havde staaet, var nu kun uformeligste Isklumper, som dækkede hver Stump Træ i Broernes Pæle. Paa de andre Skibe havde de allerede

side 11

side 12

Da der var skaffet til Aften, spurgte han Skipperen, om der var noget i Vejen for, at han kunde blive om Bord Vinteren over. »Nej, ikke det mindste. Jeg vilde i Grunden selv have foreslaaet dig det. Du har jo ikke noget Hjem at rejse til, saadan efter hvad jeg kan forstaa. Selv har jeg jo rigtignok baade Hus og Hjem; men du ved nok, at her er bedre Plads til at jeg kan reparere min Sejl om Bord end hjemme, selv om Madammen har Systue med tre Syersker på Takkeloftet, Ja, bliv du kun, min Gut, og hold mig med Selskab i Vinter. Det vil jeg være glad ved, og du behøver ikke at lægge dig i Logi i Nyhavn, og det kan du være glad ved. Hvad det angaar med lidt Navigation, saa skal vi nok ogsaa faa gaaet noget igennem i Løbet af Vinteren, for Meningen er vel, at du vil den Vej- jeg mener paa Skolen. – Ja, det kan jeg nok forstaa. Skal man være Matros og ikke andet, saa er Langfarten den bedste; men du har jo Lyst til at sejle her hjemme omkring i Farvandene, og saa skulde du ligegodt

side 13

I den lange Vinteraftener havde Skipper Sivertsen og hans Styrmand det ret hyggeligt i »Haabets« Kahyt. Naar deres Dagværk var endt, og Sejlene som de reparerede, var rullede sammen og stuvede ind i en Underkøje, nar Dørken var fejet, og de havde faaet tændt Lampen, der hang under Skylightet støttet af sine fire

side 14

Vi havde en Mand om Bord, som havde været syg i længere Tid. Endelig himlede han da, og Skipperen var i Lukafet og saa paa ham og gav Ordre til, at han skulde bringes hen paa Agterlugen, for at Sejlmageren kunde give ham nogle Led Fortøjningskæde om Benene og sy ham ind i Sejldug. Skipperen stod og saa til, at mens Sejlmageren

side 15

Den første Begravelse til Søs, jeg var med til, var om Bord i en Skonnertbrig fra New York. Vi var paa Højden af Bermudas. Fint Vejr var det, men i Vintertiden. Det var Styrmanden, Mr. Brown, som var død. Jeg kan endnu saa tydeligt huske, at da vi havde løftet Lugen op, hvorpaa Liget laa, saa at den hvilede paa Lønningen og vore Skuldre, holdt Skipperen, Lawrence hed han, en lille Mindetale over Brown, og den lød saadan: Mr. Brown was a very

side 16

side 17

side 18

side 19

Ja, Jens det er nu meget rart at have et Hjem paa Landjorden, hvis det skulde hænde, at man forliste Skuden; men det, vil jeg dog haabe, aldrig sker. Du husker nok Drengen, der havde været til Søs et Par Maaneder. Han kunde ikke falde i Søvn om Aftenen, da han kom hjem, medmindre hans Moder stænkede Vand paa Ruderne.

side 20

En Aften kom Sivertsen igen ind paa Temaet Hus og Hjem og sagde da til Jens Holgersen: For dig staar hele Verden aaben, selv om du har fanget Dødvande nu i nogen Tid. Du er nemlig ung skal jeg sige os. – Ja, jeg har nok set det: det er den lille Frøken herovre hos Havnefogeden, du gærne vil langs Siden af. Hun ser mig nu ogsaa ud til at være et langt kryds værd. Det er ellers mærkeligt, som hun ligner en, jeg kendte i Amerika. – Fortælle dig noget om hende, ja, men det er en lang Historie, og ikke en lystig. Du maa hellere give os en lille en paa Harmonikaen, som du nu har haft liggende paa Kistebunden i lang Tid uden saa meget som at til den. Lad os faa Sally Brown, I love you dearly. – Hellere høre Historien fra Amerika, siger du. Ja, men kom saa først med Sally, saa skal jeg tænke mig om imens.

Da Jens havde spillet og Skipperen tænkt sig om, kom Historien, der anføres her uden de Afbrydelser, som Udbanken, Stoppen og Tænden af

side 21

Skipperens Pibe foraarsagede:

Der er mange Maader at være Sømand paa, og jeg har prøvet en Del af dem. Engang fik jeg Lyst til at være Gentleman Sailor; for dem er der ogsaa nogle af, ligesom der er Gentlemen Farmers. Jeg tog Hyre med en Lystyacht fra New York. Du ved selv, at naar man bare er Sømand, saa kan man klare sig hvor som helst og om Bord i alt, hvad der kaldes for Skib. Naa i en Yacht skal man jo ogsaa gærne være ung og se lidt godt ud. Dengang var jeg ung, og selv om jeg ikke var nogen Skønhed, saa gjorde Uniformen jo sit til, at jeg ikke kunde regnes blandt de grimmeste. Yachten tilhørte en Mand, hvis Navn var kendt, fordi han havde saa mange Millioner, at han ikke selv vidste Tal paa dem. Han havde en Søn og en Datter. Nu har Sønnen Millionerne, eller da Broderparten af dem. Resten har en engelsk Greve faaet i Lidkøb paa Datteren. Sønnen har ogsaa en Yacht- nu er det Damp, før var det Sejl. - Den laa paa Københavns Rhed for et Par Aar siden. Den Skude, den gamle havde, var for dem, der i det hele taget holdt af den Slags Fartøjer, noget af det fineste og slankeste, som var set.

side 22

Skipperen var Skotte, men de fleste af os foran for Masten var Skandinaver, alle sammen hvide Mænd, - lige undtagen en Italiener, som vi havde faet paa et Trip, vi gjorde til Middelhavet med Rederen og hans Familie.

Paa den Rejse var det, der skete noget, som blev Uheld for mig. Vi kom fra Neapel og skulde til Nizza. Vejret var saa fint, som tænkes kunde. Det var en Søndag paa Eftermiddagsvagten, at jeg stod til Rors. Solsejl var der strakt ud baade her og der. Dækstole og Hynder og Tæpper var der fuldt op af paa Halvdækket. Der Plejede ellers at være Liv nok der agterude, saa det var en hel Fornøjelse at staa til Rors; men den Eftermiddag var der ingen andre paa Dæk agter end jeg. Jeg stod og kedede mig. Det begyndte at flove, og du ved nok, at naar der kun er lidt Brise og Udsigt til mindre, saa er der ikke meget ved Sejladsen. Herskabet talte nu ellers Fransk, naar en af os fra Forren stod til Rors; men lige meget, det havde dog været Selskab, syntes jeg, om de havde været paa Dæk. Forude kunde jeg høre Kammeraterne tale og le, og paa

side 23

side 24

side 25

side 26

mig. Hun gjorde sig ligefrem en Vane af at komme og trykke min Haand, naar jeg var til Rors, og der ellers ingen var i Nærheden. Man maa ikke være uhøflig mod Damer, og saa langede jeg Labben ud og lod hende klemme væk; men jeg vil være et stort Skarn, om jeg nogensinde trykkede igen. »Selv Tak og ingen Aarsag«, sagde jeg, og saa fik Rattet et Par hurtige Omdrejninger, som ikke just havde behøvedes for Styringens Skyld, for Skuden styrede som en Jolle. Men hvad skulle jeg gøre for at minde hende om, at jeg stod til Rors som simpel John Rap, og at hun var en Dame, hvis Far var saa rig, at det halve kunde have været nok? Mizza naaede vi da, uden at der skete nogen Katestrophe, og glad var jeg, for Miss Heathcote rejste over Land til Paris og London sammen med Moderen.

Paa Hjemrejsen til New York hændte der ingenting, som er værd at omtale. Da vi kom til Ankers, var jeg ikke sen med at faa Landlov og skynde mig til Cherry street for at fortælle min Kæreste, at det gik fremad med Udstyrsfondet. Ellers holdt jeg nu ikke af, at hun skulde bo der i den Gade. Rigtignok

side 27

side 28

side 29

side 30

side 31

Vidende og Vilje. Det var nu saa forbandet ensomt at være der i Hospitalet uden at have et Menneske at tale med, og jeg kunde ikke faa mig selv til at give Afkald paa den eneste Opmuntring, jeg havde, Miss Heatcots Besøg, - især da der ingen Breve kom til mig.

Til sidst blev jeg udskrevet som helbredet og kom langt om længe til New York. Min Kæreste og hendes Slægtningen kunde jeg ikke finde. De var rejste til Chikago, blev der sagt. Der søgte jeg dem ogsaa forgæves. Du kan tro, Jens, at det var en haard Grundstødning den. Jeg søgte og søgte men kunde ikke opdage det mindste Spor. Kanske var det Løgn, at de var rejst derop; men Manden, som havde fortalt mig det, var ellers paalidelig nok. I hvert Fald tog jeg Hyre paa Indsøerne for at være i Nærheden, dersom der skulde være Mulighed for, at min Kæreste var i Chikago. Først to Aar efter fik jeg at vide, at hun var død.

Saa fik jeg Tanke om at rejse hjem og gik med en af de danske Baade fra New York til København. Om Bord i damperen traf jeg en Skibskammerat fra tidligere Tid, en Nordmand, som ogsaa skulde

side 32

hjemefter. Han havde en Del at fortælle mig angaaende det, jeg havde gaaet og grubliseret over, for han havde kendt Karin og hendes Folk i Arendal. Det er nu ellers en Historie for sig, som du kan faa en anden Gang. Nu maa jeg et lille Slag i Land, inden det bliver Tid at gaa til Køjs.

Det lille Slag i Land bestod gærne i, at Skipperen spaserede ud til Havnehovedet for at se paa Vejret. Naar han havde gaaet lidt frem og tilbage paa Platformen rundt Fyret, vendte han tilbage, eftersaa Fortøjningerne og kom om Bord og tørnede ind.

Det var Søndag Morgen. Jens Holgersen kiggede over Kahytskappen op mod Fløjen for at se, hvad Vinden var. Den gamle spurgte gærne derom, naar han vaagnede. Dog var det ikke udelukkende for Skipperens Skyld, at han om Søndagen nøje iagttog Vind og Vejr. Nej, den Dag var hans egen. Saa plejede han at vandre langs Stranden eller ad Landevejen langt ud til Landsbyerne med de straatækte Huse og nøgne strittende Piletræer – ud til Bondelandet, som han aldrig havde kendt stort mere til, end dets Beboere kendte til Søen. I tidligere

side 33

side 34

I dag var Vinden NØ, det lidt af den, der var. Fløjen blev næppe fyldt, og Røgen fra Kahyttens Skorstensrør steg et godt Stykke lodret op, inden Luftningen fangede den. Det havde atter været Frostvejr nu i nogen tid, og Jens havde i Sinde at løbe paa Skøjter ude paa Egene bag Byen, saafremt Vejret holdt og ikke slog om i Tø. Det var derfor med Tilfredshed, han saa, at Havnen var tillagt. Engene maatte være gode nu, bundfrosne, med den lave Vandstand, som han forrige Søndag havde lagt Mærke til, der var.

Da han en halv Time senere gik fra Borde med Skøjter i Rem over Armen, var han i Landgangstøjet. – Mon de var oppe nu derovre hos Havnefogdens; - mon hun kunde løbe paa Skøjter? Lindene udenfor Huset saa helt søndagsprydede ud, rimpudrede som de var. Jens blev ved at se paa dem, indtil han drejede om Haverne ud mon Stranden.—

Oppe paa Bakken vendte han sig om. Derude laa Byen: Bindingsværkshusene

side 35

side 36

side 37

han spændte Skøjterne paa. Men hvad var det! der sad jo nogen allerede. Da han var kommen rundt nogle Ellebuske, saa han, at det var hende; det var Agnete. Rigtig fair Vind for ham!

- Godmorgen. Isen er vist udmærket Frøken, hilste han.

Ja, det mente hun nok den var; hun var bare ked af ikke at kunne komme til at prøve den, da hun havde tabt sin ene Skøjerem.

- Det kommer vi nok ud over; her faar De en af mine, saa hjælper jeg mig med et Kabelgarn. Hans frejdige Tone tillod ikke noget Afslag, skønt hun saa lidt forundret op paa ham, da han sagde vi.

- Se saa, nu maa jeg kanske hjælpe Dem med at spænde dem paa? Fortsatte han, da Remmen var anbragt. Uden egentlig at vente paa Svar gav han sig i Færd dermed.

- Var det Dem, er raabte og lo før? Spurgte hun.

- Ja, jeg vidste ikke, der var nogen i Nærheden, og saa tænkte jeg højt.

side 38

- Tør man vide, hvad det var, De Tænkte?

- Ja, at det er dejligt at leve.

- - synes De ikke også Frøken? Han rakte hende Haanden for at hjælpe hende op fra den siddende Stilling paa Træstubben.

- Jo, lo hun og kredsede rundt paa Isen uden at fjerne sig ret langt.

Hun løb godt, saa han. – Mon hun vilde lade ham blive der alene, mens han fik sine Skøjter paa? Det var ogsaa kedeligt, at han ikke havde sagt hende, hvad han hed – havde præsenteret sig. Det kunde da for Resten være lige kraftigt, for hun vidste det vel nok, nu havde de jo været Genboer i flere Uger. Han vidste i hvert Fald hendes Navn. – Saa mange Hundekunster der ogsaa var paa Landjorden. Saa, nu var også han rustet til et godt Formiddagsløb, og af Sted gik det. - - -

Det var et vakkert Par at se, Agnete og Havmanden. Saadan havde hun døbt ham i Tankerne; men hun tænkte ikke højt. Vel var hans Har ikke, som i Visen, af det pure Guld, men at »hans Øjne de vare saa frydefulde«, det huskede hun endnu fra den Dag

side 39

i Sommers, da han havde færget hende over Havnen. Det var snarere hendes Haar, der havde Guldets Farve, som hendes Kinder havde Rosens. Jens Holgersen tænkt da ogsaa, at kønnere Pige var det endnu aldrig faldet i hans Lod at slaa Herresving for. Saa godt hun saa ud, og saa sikkert hun løb! Det var ligesom et helt Æventyr alt sammen. Han var lige ved at fortælle hende det, men turde ikke rigtig endnu.

Skønt der var Plads nok til at røre sig paa den store Eng, hvor de løb, fandt de dog begge, at der var kønnere paa de egentlige Skovenge, der som lange, smalle Striber skar sig dybt ind mellem Bakkerne, og hvor kun en opskræmmet Raa nu og da standsede og saa paa dem for i næste Øjeblik at skynde sig bort mellem Stammerne. – For at komme derind havde de maattet passere over en Skovvej og en Grøftvold. Med Skøjter paa havde det just ikke været nogen let Sag; men Vanskelighederne var bleven overvundne ved at de havde fulgtes Haand i Haand.

Da de første Raab ude fra Engen meldte Ankomsten af

side 40

andre Skøjteløbere, og nogle Drenge kort efter viste sig som Forløbere for den Flok Vandaler, der snart skulde give Isens blanke Overflade et mindre skønt Udseende, mente Frøken Strande, at det var bedst at gaa hjem, da Poesien nu snart vilde være borte. Det samme mente Jens Holgersen, der ogsaa, naar Omstændighederne krævede det, kunde yde Poesien, hvad tilkom den. Han var Poet saa meget, som det lod sig forene med en Sømands Kald.

Paa Vejen gennem Skoven hjem mod Aaby betroede de hinanden, at de hver for sig havde ventet at være alene paa Engene.

- Saa var De vel ked af, at der var nogen før Dem?

- Nej, (han havde nær bandet) nej, det var der ikke Tale om; men han var glad, at det var hende, som var der. Nu fortalte han, at han havde gaaet og tænkt paa, dengang han gik fra Borde om Morgenen, om hun kunde løbe paa Skøjter. Ja, han fortalte mere end det, og det kom saa ilfærdigt, for nu var de ved at dreje fra Vejen ned langs Havnefogedens Have: - Han havde tænkt

side 41

paa hende og ikke tænkt paa andre end hende lige siden i Somres. – Hun saa ikke paa ham, men han lagde Mærke til, at hun rødmede og smilede – kanske en lille bitte Smule forlegen. Nu var de rundt Haven og inde i Strandgaden, hvor hun boede. Om Bord paa Haabet stod Skipper Sivertsen ved Lønningen og saa over paa dem.

- Tak for i Dag, sagde Frøken Strande lidt lavmælt. – Er De vred paa mig for det? Spurgte Jens.

Hun saa ham smilende ind i det modfaldne Ansigt og svarede nej med en Overbevisningens Sikkerhed, der gjorde ham helt hjertevarm.

- Skal vi løbe paa Skøjter i Aften da? Kom det indtrængende.

- Maaske. Farvel.

- Paa Gensyn, sagde Jens. ---

- Naa, har vi moret os godt? Spurgte Skipperen, da hans Styrmand med et straalende Aasyn stod paa Dækket efter at have taget Planken, der tjente til Landgang, i to Spring.

- Ja, vi har moret os godt!

side 42

- Saa, skal vi vel løbe igen i Eftermiddag? Sagde Sivertsen med et Smil, som dog næsten skjultes af hans store gule Skæg.

- Maaske, svarede Jens og gik ned ad Kahytstrappen. Skipperen begyndte at vandre frem og tilbage paa Dækket, mens han smaasnakkede med sig selv. Det kom stødvis mellem Drag af den korte Pibe: - Flink Fyr, - Pokkers flink Fyr. – Pigen, - ja, Pigen, hvor hun ligner Karin – saa fin og svaj som »Queen Marys« Galionsfigur.-

Sammenligningen med denne betød noget; for det skønneste Kunstværk, Sivertsen nogensinde havde set, var efter hans Mening ubetinget det, der havde prydet Stævnen i den skotske Bark, hvori han havde været Baadsmand.

- Der bliver dog vist ikke mere Skøjteføre i Dag. – Vinden har trukket sig mere østlig. – Snesjap, eller hvad det nu kan blive til. Han saa ud over Bugten, bankede Piben ud paa Lønningen og gik ned i Kahytten.

Jens var ved at tørre Skøjterne af. – Stuv du hellere dem af Vejen, du faar ikke Brug for dem mere i Dag, Jens. Det er gammel Mands Tale, der er Regn i Rims Hale, skal jeg sige os. Jeg er ked af det for din Skyld; men vi faar trøste os med Harmonikaen. Naar du har skaffet, saa lad os faa Sally Brown, hvad, Jens? ---

side 43

Nu sneede det, og det havde begyndt at blæse. Se, hvor Sneen fejede rundt Tømmerstablerne paa Kajen og samlede sig i Driver i Læ af dem. Det var knapt, Jens kunde skimte Husene derovre i Gaden. Han stod i Kappen og ærgrede sig over de smaa hvide Sneklatter, som piskede ham i Ansigtet. Isen var ødelagt for denne Gang, det saa han tydeligt. Hvor gærne havde han ikke villet være fri for Sne, bare denne ene Aften. Han gik mismodig ned i Kahytten igen.

Det var kun en mager Trøst, at der i Aften skulde komme fremmede om Bord til en lille Passiar og en Toddy. Hvor var det dog i Grunden skrupkedeligt at sidde og høre paa Lodsens Løgnehistorier; men saadan var vist alle disse gamle Bolværksrotter, naar først de ikke længer var farende Søfolk. Saa antog deres Bedrifter et foruroligende Omfang, og Historierne, de fortalte, kunde høres Ord til andet i ethvert Ruf. Som nu den Lukafhistorie, han havde fortalt sidste Gang, han og Toldassistenten var om Bord, den var da lige til at tage og føle paa:

side 44

Han, Lodsen – dengang var han nu bare Letmatros, men en Helvedes Gast, efter hvad han selv sagde – havde været med running the easting down fra Cape og til Tassy, og der havde gaaet en Sø, som vist ingen havde set Mage til hverken før eller siden. Naa, som de en Morgen efter Udpurring laa og strakte sig i Køjerne, saa varskoer Kokken inde fra Kabyssen gennem den lille Luge i Skoddet: - Nu maa i tørne ut, Manne, for det er nær otte Glas, og I vil behøve Oljetøjet! Her er Kaffen.

Lidt efter var han der igen: - Rejs ut nu, ellers faar I ikke Tid at drikke Kaffe. – Vi har en Fuld  rigger oppe til Luvart; skal I, chaps, ikke se den, inden den ta’r os? De kikkede ud gennem Koøjerne; men der var ingenting at se andet end Vandet, som væltede sig mod Ruffets Side. Naa, de fik vel nok et Glimt af den at se, nar de kom paa Dæk, hvis det da ikke var en af Kokkens sædvanlige Fif for at faa dem til at tørne ud i rette Tid. Nu gjaldt det om at komme i Klonset, inden det blev Glas. Det var ikke saa lige en Sag, for den Morgen var

side 45

der nu rent bandsat med Vand i Ruffet: Kisterne lænsede fra det ene Skod til det andet helt ind under Køjerne, Jim kunde ikke finde sine Støvler, og Dick vidste ikke, hvor Sydvesten var henne. Endelig var de dog klar og sad med soul and body lashings om Oljetøjets Ærmer og Bukseben og ventede paa otte Glas. Kaffen var sat til Livs, og de havde ogsaa faaet Piberne tændt; men Tiden trak ud, uden at der blev slaaet Glas, og de blev enige om, at den anden Vagt skulde have en rigtig Omgang, fordi der var bleven purret for tidligt ud. De fleste havde allerede slanget sig i Køjerne igen med Oljetøj, Søstøvler og hele Udhalingen, da en fandt paa at aabne Rufsdørens øverste Halvdel lidt paa Klem. – Jo, der var meget rigtig et Fuldskib oppe til Luvart,  - men hvad Satan var dog det! Det var jo »Washing Annie«, deres eget Skib! - - - -

De var bleven slaaet over Bord, Ruf og det hele, i den vældige Søgang.

Det var endda ikke den værste af Lodsens Historier. Den om Søslangen,

side 46

som han havde set oppe under Øland, var endnu værre. Allerværst, mente Jens dog, Historien om Piraten dernede i Sydhavet maatte være. Den var Lods Guldbrandsen bleven presset om Bord i, da han laa med Fuldriggeren ved en af Kanakkerøerne og lastede Kobra. – Hvordan Vejret saa var, gik de altid med Røjl og Skøjsel i Top paa den Sørøverskude bare for at jage Skræk i skikkelige Koffardimænd; men disse Bovensejl bestod kun af Netværk, der lod Vinden fare lukt igennem uden at krænge Skibet over, og som var beregnet paa, at Folk skulde tro, at det var Dødssejleren, der kom sejlende. Den rømte han fra og gik saa om Bord paa en øde Ø, hvor han blev Konge over flere Tusinde Indfødte under Navn af Guldbrandsen d. 1^ste. Hans længtes imidlertid efter Danmark og nedlagde Regeringen til Fordel for en Skibskammeret, der hed Hans Jensen. Den store Formue, han havde samlet sig dernede paa Sydhavsøen, mistede han paa Hjemrejsen ved at forlise i Spanskesøen. Et højst mærkværdigt Forlis, som Lodsen ogsaa berettede omstændeligt om. Alle disse Oplevelser var saa sande, sagde han, som at hans Navn var

side 47

Niels Peter Guldbrandsen.

At Skipperen og Toldassistenten kunde finde Fornøjelse i at høre paa saadant Sludder, var Jens uforstaaeligt, Med Assistenten kunde det endda være, hvad det var. Han var jo ikke Sømand, om han end af en Tolder at være var et meget flinkt og omgængeligt Menneske. Anderledes, mente Jens, maatte Sagen dog stille sig for Skipperen, der selv havde været i de Farvande, hvor Lodsens æventyrlige Tildragelser skulde have fundet Sted. Sivertsen syntes rigtignok mere at ville bekræfte alle disse Krøniker end det modsatte. For sin egen Del kunde Jens jo ikke godt opponere, eftersom han ikke havde været paa Langfart og desuden var temmelig ung til at gøre Indvendinger overfor ældre Folk. Paa Opfordring maatte han gærne tage Harmonikaen frem og give sin Del af Underholdningen paa den.

Da Sivertsen som Forberedelse til at modtage Gæsterne satte en Kedel Vand paa Kakkelovnen og hentede et fint Stykke Sejldug med Frynseværk paa til Bordet, gav han Jens en Forklaring med Hensyn til de vidunderlige Historier, han alt havde og muligvis denne Aften maatte faa at høre:

side 48

De var udelukkende beregnede for Toldassistenten, der gærne vilde gøre Studier blandt Havnes Folk til sine Sømandsfortællinger; han var lidt af en Forfatter.

Nu kunde Jens bedre forstaa, hvorfor Tolderen nu og da hastig havde nedskrevet Notitser i en lille Bog, sidst han var om Bord.

- Det var nu ellers en Skam af Lodsen at sidde og proppe det unge Menneske med alle de Røverhistorier; men hvad skal man sige til det? Hvis de gode Folk, som skriver, vilde gøre sig den Ulejlighed at gaa til Søs, saa kunde de jo selv se, hvad der var sandt, og hvad der var Løgn. Naa i Aften skal vi fortælle Assistenten noget, som vi selv har oplevet, Jens. Tror du ikke, det kan lade sig gøre, at du spinder os en Ende?

Jens svarede smilende, at han ikke havde været med til noget, der var værd at gøre Blæst af; han havde jo ikke været paa Langfart og kunde vel knap kaldes Sømand, da han ikke havde været rundt Hornet.

- Aa, den gamle Sludder med

side 49

Hornet hører ingen Steder hjemme. Du er sgu bedre Sømand end mange af dem, der snakker om deres Langfart. Jeg har været sammen med nogle Stykker af dem, kan du tro, rigtige Kap Horn Dykkere efter deres eget Sigende. Naar vi saa skulde Hornet rundt, kan det nok være, de dykkede; men det var paa Hovedet i Køjerne, og der blev de liggende, til vi var i fint Vejr igjen

 - - -

I Haabets Kahyt var Lodsens første Historie til Ende samtidig med det andet Glas Grog, og Gæsterne talte saa smaat om, at det vist var paa Tide at gaa fra Borde. Sivertsen syntes, der var for tidlig; Klokken var jo bare ni. Lodsen fik ved at dreje sit svære Corpus en halv Gang rundt i Sofaen konstateret, at det ottekantede Ur paa Skoddet meget rigtig kun viste ni. – Det er lige to Glas, nikkede han og tilføjede efter at have siddet lidt ligesom i Eftertanke: Saa kunde vi jo egentlig godt faa et Par Stykker til – Historier, mener jeg. Men Skipperen, som forstod halvkvædet Vise eller, som han selv i Tankerne formulerede det, at broad hint, satte Kedelen over Ilden igen. Toldassistenten faldt atter mageligt

side 50

tilbage paa Kistebænken i Borde, i hvert Fald saa mageligt, som Omstændighederne tillod det. Bedstemanden sad paa sit eget, sin Skibskiste, og tænkte over Dagens Begivenheder: Saadan havde han siddet og tænkt, og stundom smilet lidt, uden at skænke Lodsens Fortællertalent den Opmærksomhed, som det kunde have været høfligt at vise. Nu blev han revet ud af sine Betragtninger ved, at Skipperen opfordrede ham til at spille for dem paa Harmonikaen. Han efterkom Opfordringen. Adskillige sømandsmelodier blev foredragne, og medens Lodsen og Skipperen brummede med ved Omkvædet, smilede Assistenten overbærende men trampede dog sagtelig Takt under Bordet.

Da Glassene paany stod dampende med deres mørke Blanding af Vand og Rom, henvendte Skipperen en Bemærkning til Jens om, hvor mange Aar det nu var siden, at de sejlede sammen i Briggen. – Otte, var Svaret. – Kan du huske den Nat, vi slap ind til Ekerssund? Ja, det kunde han godt huske, men da han ingen Lyst ytrede til at ville fortælle derom, maatte Skipperen, der saaledes forgæves havde søgt at lede ham paa Gled, selv

side 51

tage fat. Assistenten, som havde faaet tilstrækkeligt Stof fra den anden Side Linien og Hornet ved at høre Lodsens farverige Skildringer, vejrede nu Tang- og Søluft fra mere hjemlige Breddegrader og afbrød Lodsen, der lige skulde til at fortælle om en Brig, han havde været med i Algoa Bay, ved at sige: Ja, fortæl De os lidt, Kapt’n Sivertsen. Til Guldbrandsen, sagde han undskyldende: Man maa jo tage Lejligheden i Agt, skal jeg sige Dem. Naar »Haabet« først er sejlet, saa – ja, saa er Haabet ude om at faa flere Historier fra den Kant; men det vil være mig en kær Tanke da at kunne holde mig til Dem. Lodsen mumlede noget om, at han følte sig smigret ved at maatte faa Lov at være Marine-Leksikon for Assistenten, naar der ikke var noget bedre for Haanden.

Imidlertid havde Skipperen begyndt sin Fortælling om Briggen:

Det var henimod Jul, at jeg gik uden Hyre i West Hartlepool. Saa tilbød der sig en Chance i Briggen »Sara«, som Styrmanden var kommen i Land fra, fordi han skulde paa Hospitalet for at faa lapsalvet paa et brækket Ben.

side 52

Jeg gik om Bord, da hun lige var bleven halet fra Spouten. Paa samme Tid kom der ogsaa ny Folk til Lukafet, for der var nok rømt en Del af de gamle. Ja, i virkeligheden var det kun Skipperen, Kokken og en Letmatros, som var tilbage af dem, der havde været med fra Danmark af. Der er ingenting mere uhyggeligt at se end et Skibs Dæk, naar det lige kommer fra Kulspouten, og jeg blev slet ikke lystig til Mode ved Tanken om, at vi skulde gaa ud med Skuden en Times Tid efter, at jeg var kommen om Bord. Da jeg stod ved Lønningen for at tage mod min Sæk og min Kiste, blev Folkenes fattige Udhaling langet op fra en anden Baad, som ogsaa laa langs Siden. Det var skidne slunkne Sække, der ikke blev renere af et blive slængte i Kul og Støv paa Dækket. De smale og elendige Boardinghouse-Madresser fik samme Medfart. Der var kun en Kiste i Baaden, og paa den sad en Dreng, som vel kunde være en fjorten Aar. Han var meget omhyggelig for sine Sager. De andre vidste vel næppe, hvilke Sække der var deres, for de var alle mer eller mindre drukne, og desuden havde de ikke stort andet med, end

side 53

hvad der var bleven forundt dem af et naadigt Forsyn i Skikkelsen af et karrigt Logihus, saa det kunde omtrent være ligegyldigt, hvad Del af Udstyret de fik, for det var helt igennem hard up boarding house outfit. Der kom fem Mand om Bord, Drengen medregnet. En af dem en stor Neger, havde Paraply under Armen og Resten af sit Pløng i et Pudevaar. Syv Mand var der ellers bleven mønstret, men de to havde glemt at vise sig. Som en erstatning skaffede Boardingmasteren os en pierhead jumper, der lige naaede at komme med, da vi gik ud af Dokgaten. Paa den Maade blev i alt i alt en ti Mands Besætning til en Skude paa 400 tons, og det kunde jo nok have gaaet an, om de ellers alle sammen havde været Søfolk; men det manglede der meget i, at de var. Niggeren var de eneste, som var Matros, en var slet ikke Sømand, men Fyrbøder, Drengen havde ikke været til Søs før, og Resten var Letmatroser.

Der var Arbejde nok at gøre, men faa Hænder, som kunde udrette noget. Der var alle de Arbejder at udføre, som skal gøres,

side 54

naar et sejlskib gaar fra en engelsk Kulplads Vinterdage, og som skal gøres hurtigt og helt alle sammen paa en Gang, saa at man kan være klar med det hele, naar Towbaaden slipper en. Der var Luger at skalke, Sejl at gøre los og sætte, Ankre at tage ind paa Bakken og surre, Bommen at rigge ud, og alt sammen skulde det gøres med halvfulde, elendige Mennesker, der lige var kommen fra Land, og om Bord i et Skib, hvor hverken de eller jeg som Styrmand var kendt med Forholdene. Skipperen, som jeg for Resten ikke saa meget til, var heller ikke den Mand, der kunde tage en Haand i med. Han var fuld som en Fille, som Svensken siger. Det var ikke paa Landsmandskabets Vegne, at jeg paa staaende Fod udnævnte Negeren til Baadsmand – det var først senere, at jeg fik at vide, at han var fra en af de dansk vestindiske Øer – men da han var den eneste Matros, var der jo ikke andet for, skønt jeg under andre Omstændigheder nødig havde set hvide Mænd under farvet Kommando. Naa, han viste sig nu at være all right, og vi slap

side 55

da over Barren uden at miste nogen af de forfrosne Stakler, som hang og dinglede paa Bommen eller laa og bed sig fast og surrede Ankre, da de første Søer begyndte at spule Kulstøvet af den gamle kølsprængte Brig.

Foreløbig tegnede det hele saa nogenlunde: Laaringsvind af Sønden, alle Sejl til og Dækket klaret op om Aftenen ved otte Glas, da der blev taget Folk ud til Vagterne. Baadsmanden var jo selvskreven til den Styrbords, og jeg fik blandt andre Drengen paa min Vagt. Han viste sig at være dansk og en rask lille Gut; men han saa noget underlig ud i sin Faders Søstøvler og Olietøj. Hans Mor var nylig bleven Enke, fortalte han mig. Faderen havde været Tømmermand om Bord i en weekly boat, men var bleven slaaet ihjel af nogle Lossegrejer. Nu skulde Drengen over til Danmark, hvor han og hans Forældre havde boet indtil for tre Aar siden. Da der endnu ikke var udbetalt nogen Compensation fra Rederiet til hans Mor, havde han valgt den billigste Maade at rejse paa nemlig at gaa med Briggen som Dæksdreng. Der kunde jo

side 56

have været bedre Skibe for saadan en lille Fyr og blidere Aarstid til at begynde Sølivet paa; men Valget havde nok ikke staaet til ham. Naa, jeg lovede mig selv, at kunde jeg gøre noget til det, saa skulde baade han og vi andre om Bord i det gamle Trug komme velbeholdne til København. Det jeg var mest ked af, var, at Skipperen blev ved at drikke til den store Medalje uden at foretage sig noget som helst andet; men han var da temmelig skikkelig til at gaa til Køjs og passe sig selv og saa lade mig klare Sagerne efter mit eget Tykke. Da Drengen var søstærk, fik han Dagen efter Lov at gaa med en af Letmatroserne op at overhale Mæssegaardinger og saadan noget, og det slap han meget godt fra til Trods for de store Støvler. For resten fandt jeg et Par andre til ham der henne agter, som passede ham bedre, og saa fik vor fælles Landsmand, Negeren, de andre. Som de fleste colored gentlemen kunde han jo efter sin Natur bedre taale Varme end Kulde, og skønt det var temmelig mildt endnu saa nær England, som vi var, saa kunde man dog

side 57

se, at han frøs, naar han kom sjaskende langs Dækket med sine Sækkedugsbandager om Fødderne i stedet for Støvler. Han blev ét straalende Smil over hele sit sorte Fjæs, da han fik Drengens. Me all de same dam’goodlokin’ chap wid them boots on, mastah, sagde han,  - and my country cold country I expects, kom det som en eftertanke. Han mente Danmark, som han aldrig havde set.

Det gik nu saa slideligt med Pumpen I en tre Etmaal. Vel havde Skipperen forsikret, da jeg talte med ham i Land, at Skibet var tæt som en Potte, men efter Haanden som Savsmuldet, de havde foret hende med i Dokken, blev vasket ud af Naaderne, trak hun alligevel saa meget Vand, at Vagten havde Arbejde nok med at pumpe, da Møllen ikke kunde hjælpe os stort undtagen ved Bidevindssejlads. Saa holdt Folkene da Varmen, og det var en god Ting; for Lukafet forude under Bakken var alt andet end varmt og hyggeligt, da der ikke kunde rigges Kakkelovn op. Der var gjort et Forsøg, men Rasmus tog Kakkelovnsrøret og havde nær fyldt hele Lukafet.

side 58

Under Pumpningen sang Baadsmanden for, saa det klang: Leave her, Johnny, leave her, og jeg tænkte ved mig selv, at det skulde blive noget af det første, jeg skulde foretage mig, naar vi havde faaet »Sara« fortøjet i Gasværkshavnen derhjemme i København. Folkene fik Lov at tænde Piberne, imellem at de pumpede. Der var jo ingen Mening i at give dem andet Arbejde, end hvad der lige var nødvendigt for Sejladsen.

     Da vi havde pejlet Lønstrup fyr, lovede vi os allerede hjem til Jul, men saa blev Vinden kontrær; og der laa vi og bovtede og bovtede og kunde ikke komme Skagen rundt, for Strømmen satte os udefter igen. Nu da Vinden var imod, fik vi ogsaa at mærke, hvor Søen kunde hamre mod Boven af den gamle Brig., saa de gav sig i Plankerne lige fra Forren til Agteren. Det var rigtig væmmeligt at lige i Køjen og høre paa og saa at vide, at Skipperen ikke tog sig af andet end af Whiskyen. Det gjorde han saa grundigt, at det stank af ham lange Veje, og naar jeg saa paa hams rødblissede Ansigt, mens han

side 59

en enkelt Gang var paa Dækket og stod og holdt sig fast i det luv Storevant under Skvætsejlet, havde jeg saadan en kriblende Fornemmelse i Fingerenderne, akkurat ligesom det var, at jeg skulde rigtig have Lyst at mule ham igennem. Jeg lod nu ligegodt være for han var mig for fuld til at slaa paa.

Alting faar jo en Ende, og det fik Skipperens Spiritusbeholdning vel ogsaa; lidt efter lidt lod det til, at han blev mere ædru. Det var med noget af en Lettelse, at jeg gik til Køjs efter at have talt med ham, da han for en Gangs Skyld løste mig af, da jeg havde haft Hundevagten. Vi havde været enige om, at det ikke vilde nytte stort at presse det gamle Skib med Sejl, især da det tog til at kule op; saa vi gik for Undersejl og Mærssejl og et Par af Stagsejlene.

Hen paa Morgenvagten laa jeg og drømte, at jeg var til Orlogs og om Bord i en Kanonbaad, hvor der blev skudt med skarpt, saa det rystede i hele Fartøjet. Vi angreb nogle Engelskmand, og jeg kunde høre dem raabe. Saa vaagnede jeg ved, at Baadsmanden stod og halede i mig, og jeg mærkede

side 60

paa den Stilling jeg indtog helt ude i Siden, paa det læ Køjebrædt, at Brigen maatte ligge meget over. Kanonskudene, som jeg havde drømt om, var Søerne, der dundrede mod Siden. Da jeg sprang ud af Køjen, havde jeg endnu ikke rigtig frigjort mig for Drømmen; thi Negeren snakkede jo Engelsk: - Come on deck Mistah, ’soons’s possible. De ole man’s gone crazy. He’s put every stitch on ’er now and de galley am gone, bulwarks gone, - caaried clean ’way. – Se at faa pured dem ud i Ludafet Bozenf sagde jeg, mens jeg i en Fart tog de nødvendige Klæder paa og gjorde mig klar til at komme paa Dæk, saa hurtigt det lod sig gøre.

Det var nær fire Glas, mørk Nat endnu, men sigtbart. Der blæste en Storm. Søerne gik langlige og hvidstribede, og imellem væltede de ind over Skuden. Det var næsten umuligt at staa fast paa det glatte overisede Dæk, saadan som hun laa over. Skipperen saa jeg ikke noget til; men jeg søgte heller ikke efter ham. Det var om at gøre at komme til Faldene og faa saa mange Klude af hende som muligt. Naar hun ligesom

side 61

rejste sig lidt en Gang imellem, gjaldt det at se sit Snit til at gøre Avance paa Dækket. Kabyssen var meget rigtig gaaet, og noget af den læ Skanseklædning, - saa man maatte tage sig i Agt ikke at blive vasket ud gennem Aabningen mellem Spanterne. Røjlfaldene kuttede jeg med det samme og stod klar ved Forre Bramfald, da Folkene begyndte at komme paa Dækket; og nu gik det Slag i Slag med at hale Gietove, Gaardinger og Nedhalere, indtil vi laa for Stumperne. Folkene arbejdede med Iver; det gjaldt jo saa omtrent Livet. Selv Kokken, som ellers ikke havde Vagt med, sled i det som en Mand uden at have hverken Søstøvler eller Olieklæder paa. Nu var han for saa vidt ogsaa arbejdsløs, eftersom Kabyssen var gaaet over Bord med alt, hvad der var i den; - kun Jernsurringerne med deres Tværbjælker var tilbage.

Da vi havde faaet hende saa vidt klædt af, at vi kunde begynde at gøre Sejl fast, gik jeg agter for at faa et Overblik over det hele og saa for at se efter, hvad Skipperen tog sig for.

side 62

Han var ingen Steder at finde. Antagelig var han gaaet over Bord, allerede før jeg var kommet paa Dækket, og der var efter Omstændighederne ikke noget at gøre ved det. Folkene trængte til en Haand med de vaade og overisede Undersejl, som var vanskelige at faa fast selv med begge Vagter. Det, der laa først for, maatte gøres først.

Da det begyndte at dages, var Sejlene beslaaede, og Enderne, som havde forvildet sig ud gennem Spygattet, Lænseporte og den havarerede Skanseklædning, blev klarede op. Drengen var den sidste, der kom ned fra Vejret. Han havde været ved Forre Røjl, og det blev jeg en Del forbavset over. Det var jo ikke mange Dage, siden, han kom til Søs, og over Salingen havde han aldrig været før. Bagefter blev jeg endnu mere forbavset ved den Maade, han havde klaret sig paa. Den luv Pert var nemlig gaaet lige i det Øjeblik, han var traadt ud paa den fra Rigningen; men han havde været saa forsigtig endnu at have fat med Hænderne i Riggen. Nu havde imidlertid gode Raad været dyre: Hvordan skulde han komme ud at

side 63

gøre Sejlet fast? Gaa ned og sige, at han ikke kunde, mente han, var for flovt, og saa tog han Mod til sig, kravlede op til Godset og lod sig glide ned ad Toplenten til Nokken. Her havde han nær Maattet give op: Sejsingen, som han skulde bruge til at beslaa Sejlet med, var gjort fast inde ved Rakken med den løse Ende. Det var dog lykkedes ham siddende over Skrævs paa Nokken med Brystet mod Toplenten at faa det baskende Sejl dæmpet saa meget, at han kunde tage den første Tørn med Perten som Sejsing. Nu fortsatte han paa den Maade indefter hængende over Raaen og støttende fødderne paa Røjlnedhaler under Raaen, indtil han langt om længe blev færdig med den luv Side af Sejlet. Den læ gik det lettere med. – Det var vel nok godt gjort af en Dreng paa fjorten Aar, der lige var kommen til Søs? Naa, godt gik det, og vel var det.

Nu viste dette sig, at Skuden lækkede rent bandsat, - hvad jeg da for Resten ogsaa havde ventet, at hun vilde efter den Tørn, hun havde haft. Da der var bleven uddelt Grog, havde vi et Pumpesjov uden Lige; men vi naaede ikke at faa ordentlig læns.

side 64

Hvis vi blev ved at drive til Søs, var det ikke godt at vide, hvordan det vilde gaa; vi maatte se at slippe op under den norske Kyst for at søge Nødhavn.

Det var paa Eftermiddagsvagten, at vi fik Øje paa Landet med Fjæld og Sne. – Vi var sultne, vaade og forfrosne alle Mand, og trætte af at pumpe, da vi fik en Lodsskøjte i Søgte. Snart var den saa nær, at vi kunde se en staa klar ved det luv Vant, Olietøj paa og en Ende om Livet, rede til at springe over Bord i det Øjeblik, Skøjten ville løbe op langs vor læ Laaring. – Han hev os Enden og sprang, og lidt efter halede vi ham ind over Lønningen.

Det er nu bare ingen Løgn, hvad der staar i Visen, at »de norske Lodser ere raske Svende«. Baadsmanden sagde da ogsaa til Folkene: I’ll be a dam’ nigger if we arn’t ago win’ to gib’ dat pilot a cheer, og saa fik Lossen et Hurra.

Før Aften laa vi sikkert og godt inde ved Ekersund. ---

Den hele Ende er der egentlig ikke nogen Mærkværdighed ved, for

side 65

den er saa almindelig, som den vel kan være. Den kan næsten kaldes dagligdags, hvad det angaar med, at Skuden var gammel og læk og elendig. Af den Slags dyblastede Kulpramme ligger der nok i dette Øjeblik en Del i Nordsøen og ved ikke, om de vil flyde eller synke. Imens sidder vi her og snakker om det. Men det er ikke dagligdags, at de slipper godt fra det, som vi gjorde. ---

- Hvad blev der saa af Drengen, Kantajn? Spurgte Assistenten, da Skipperen ved en energisk Udbanken af sin Shagpibe tilkendegav, at nu var den Ende ikke længer.

- Drengen? Ja, - ham blev der en god Sømand af. For Tiden er han med en Skonnert, der tilhører Sivertsen & C^o, og som hedder Haabet. Han sidder der paa Kisten. -

Lidt efter brød de fremmede op, og Skipperen og hans Bedstemand gik til Køjs. De laa længe og talte sammen om Briggen Sara. Det var saadant et kønt Navn, det Sara, syntes Skipperen, - næsten det eneste kønne ved hele Skuden, som for Resten var sunken nede under Bornholm Sommeren efter, at de havde været med den.

side 66

Jens indrømmede at navnet var meget pænt. Han vidste dog et, der var endnu kønnere, men talte ikke derom, før Skipperen overrumplede ham ved at sige, at Agnete ogsaa var et dejligt Navn. Da kunde han ikke holde sin Glæde for sig selv, men begyndte at fortælle om Mødet med hende derude paa Isen. Sivertsen laa og lyttede og tog lange Drag af Piben, saa det lyste paa det hvidmalede Dæk over hans Hoved: nu havde han faaet Jens paa Gled!

Juleaften var kommen. Skipper og Styrmand fra Haabet skulde skaffe i Land. Lods Guldbrandsen havde budt dem hjem til sig.

Hos Lodsens havde de ellers ventet Sønnen hjem fra Søen til den Aften; han var paa Vej fra England med en norsk Bark. Eneste Barn nu; to andre havde Havet taget for flere Aar siden, og Forældrene ventede og ventede, at der skulde komme Brev, om at han snart kom. Moderen var den, som var mest ængstelig. Lodsen sagde bestandig, at Rejsen jo godt kunde vare længe paa den Aarstid, uden at man behøvede at blive urolig:

side 67

Han kommer sgu’ nok, Drengen.

Sivertsen sad inde hos Guldbrandsen paa »Kontoret«, den eneste Stue i det lille Hus, som havde Vinduer ud mod Bugten. Væggene var prydede med Billeder af Skibe, som Lodsen og hans »Drenge« havde faret med. Der var danske jagtbyggede Skonnerter i en Brandstorm, men med Stander, Kontor- og Signalflag til, og der var fremmede Fuldriggere og Barker for fulde solbeskinnede Sejl paa sortblaa, byget Baggrund. I dybe Rammekasser var der Halvmodeller af Skuder med udskaarne Træsejl, Resultater af Frivagtsarbejde fra den Tid, Lodsen var ung. Nogle stærktfarvede Akvareller forestillede Vesuvs Udbrud og et gulnet Verdenskort i Merkators Projektion fuldstændiggjorde den egentlige navtisk-kunstneriske Del af Stuens Udsmykning. Udstoppede Søfugle, hvoriblandt en kæmpemæssig Albatros, og nogle Spyd, Bommeranger og Trækøller over Knagerækken med Søtøj gav det hele et vist museumsagtigt Anstrøg, der ikke forringedes ved Tilstedeværelsen af et Par gamle Reflektionsinstrumenter af Træ og Ben, lange Kikkerter med Sejldugsovertræk og Ruller af Søkort indstukne i en særlig Række Knager.

side 68

Hvad der berettigede til at kalde Stuen Kontor, var kun et meget lille Skrivebord ved Vinduet, en paa Vinduesposten ophængt Messinghaand, som med et fast tryk holdt paa nogle faa beskrevne Stykker Papir, samt en Vægkalender, der for flere Aar tilbage maatte være falden for Aldersgrænsen.

- Bare Drengen havde været vel hjemme. Mor gaar og er ked af det; han er jo den yngste og eneste. Saa er det ogsaa et Svinevejr at ligge derude og rode i.

Han gik til Vinduet, hvor Sneen piskede mod Ruden: - Ja, et rigtigt Svinevejr.

- Aa ja, saa Gu’ er det daarligt Vejr, Lods; men de kan jo være kommen i Havn nu. Her ind i Bugten kommer de vel i alle Fald ikke, selv om de skulde være ude endnu.

- Det vil jeg heller ikke haabe for deres egen Skyld; de vilde ikke komme længer end til Kamgrunden. Der forliste »Hedvig« for syv Aar siden, og Skipper og Skude og Folk hørte dog hjemme her i Havnen - - Mine Drenge blev der, ligesom alle de andre. – Nej de skal helst holde sig fra Bugten her, hvis de kan. – Kom, skal vi nu gaa ind og faa noget at

side 69

leve af. Mor har jo varskoet, at der er bakket op. Jeg tør bande paa, at hun har siddet og talt med Jens Holgersen om Muligheden for, at hendes kære Dreng alligevel skulde komme i Aften.

De gik ind i den hyggelige Stue, hvor Bordet var dækket med de traditionelle Juleretter.

Lodsens Formodning havde været rigtig: Jens havde maattet trøste og forklare og undskylde Barkens og dermed Sønnens Udebliven saa godt, det havde været ham muligt overfor den lille, forgræmmede Kone, der havde saa stor Afsky for Havet, at hun fra den Tid, de to ældste Sønner gik bort, helst saa det mindst mulige af det: Dagligstuevinduet ud mod Søen blev muret til og hendes Sybord flyttet over til Vinduerne mod Strandgaden, saa at hun derefter, naar hun sad ved sit Haandarbejde, kun havde Udsigt mod Byen, hvor Kirkens røde Taarn hævede sig som et stort Hoved over de gamle Huses krumme Tagrygge.

Lodsen kunde se, at hans Kone havde grædt. – Han kommer nok, Mor, nikkede han opmuntrende til hende. Til Jens sagde han glædelig Jul.

- Nu af med Trøjerne. Folkens! Ja, gener jeg ikke for at tage Overtøjet af Manne.

side 70

Se, her er et godt Eksempel. Han hængte sin Trøje fra sig og hjalp Skipperen af med hans. Jens trykkede sig lidt ved det og saa spørgende paa Madame Guldbrandsen.

- Ja, Fatter vil nu altid have det saa mageligt. Behold De bare Jakken paa, Styrmand.

- Mageligt, nej! Men skal vi æde; saa Skipperen skal græde og Rederen gaa med Kabelgarnsparyk, som det gamle Ord siger. Ja, det er dig der er Rederen, Mor; men mig som er Skipper.

Samtalen under Maaltidet kom til at dreje sig om Rederier og Skippere fra den gode, gamle Tid, da der ikke var saa mange Mæglere og Skibsklarere, som nu om Stunder. Dengang laa Skuderne ude i lange Tider og Skipperen grejede det hele selv, fik sin Kaplak og bragte to Poser Guldpenge hjem for hver Rejse, - en stor til Rederen og en lille til sig selv, undertiden vel ogsaa omvendt. Nu for Tiden var det jo mest saadan, at Poserne var fulde af Mæglerregninger i Stedet for guldpenge.

- Du kan sagtens Sivertsen, du er baade Reder og Skipper paa en Gang, sagde Lodsen.

Det passede nu ikke rigtigt, mente Skipperen. En Part havde han vist

side 71

nok arvet, en havde han købt og en Part havde han giftet sig med – eller hvad han skulde sige: til – saa han var i Besiddelse af alle Parterne, men det var den sidste Part, der var Aarsag i, at hans bedre Halvdel betragtede sig som den egentlige Reder for Haabet.

Efter Aftensmaden fortalte Guldbrandsen nogle af sine Oplevelser ved Lodsvæsenet, og det var aabenbart for Jens, at de havde et sandere og mere vaskeægte Præg end de Ender, der var bleven spunden af samme Mand om Bord i Haabet i Toldassistentens Nærværelse.

Jens fandt i det hele taget, at det var rart at sidde i Lodsens Stuen. Den blide, stille Kone gik saa varsomt omkring og bestræbte sig for, at enhver skulde have det godt og føle sig hjemme. Manden talte meget; men tilstod selv, at han var noget af et Sludrechatol. Sivertsen følte sig rigtig i sit Es ved Piben og et Glas, mens han forstaaende fulgte Lodsens Beskrivelse af forskellige Smuglerier, som de Aaby Toldere ikke havde kunnet opdage: Jens maatte dele sin Opmærksomhed mellem disse Beretninger og Beskuelsen af de sjældne Sager fra fremmede Lande, som Madam Guldbrandsen viste ham, Ting, som hendes Mand havde haft hjem fra sine Rejser,

side 72

eller som Sønnerne havde bragt hjem, de to, hvis Billede hang over Kommoden i Rammer, der havde Form som Redningsbøjer med navnet paa det Skib, hvori de var forliste. Der var ogsaa et Billede af den yngste Søn. Jens genkendte ham straks efter Portrættet, de havde været samme til Orlogs. Han vidste kun hans Fornavn og Nummer i Tjenesten, for de havde bare været sammen kort Tid i Vagtskibe, inden de hver for sig kom ud med søgaaende Skibe, men det var ogsaa nok for Moderen til, at hun atter kom tilbage til at tale om »Drengen« nu da en Orlogskammerat af ham var den, hun kunde udgyde sit Hjerte for.

Pludselig hørtes Stampen af tunge Støvler i Gangen og Banken paa Dørene. Inden der endnu var sagt kom ind, blev der lukket op af en Mand i Olieklæder. Han bød et hastigt Godaften og glædelig Jul: - Hør Lods, der staar en ude paa Kamgrunden. Vi har hørt Skud, og mellem Snebygerne har vi kunnet se, at det maa være et større Sejlskib. De andre er henne ved Hans Fiskers Skur for at faa Baaden ud; der bliver vist Brug for den! – Manden lukkede Døren og trampede skyndsomst af Sted igen.

- Død og Kridtpibe! Saa maa vi gøre os klar, Skipper, ellers kan vi

side 73

let komme i Agterhaanden! Raabte Lossen, idet han for ind i Kontoret for at komme i Søtøjet.

Skipper Sivertsen og Jens brød hastigt op og gik om Bord, hvor de snart fik Søstøvler og Olietøj paa. Da de atter kom i Land, var Lodsen rede til at slaa Følge med dem. Det varede ikke længe, før Baaden blev kørt ud langs Stranden nord paa fulgt af alle de mandlige Beboere i Strandgaden, Fiskere og andre af Søens Folk. Lidt efter lidt kom ogsaa en stor Del af Byens øvrige Beboere ned til Stranden. Det sneede ikke mere, men Vinden, som var bleven stærkere, hvirvlede de lette Fnug hen over Strandmarkerne, og der laa Driver bag hver Tangbunke langs Kysten, og det frøs, saa det knagede. Der var næsten en halv Mil ud til Klintegaarden, det Sted paa Kysten, der laa nærmest Kamgrunden, og hvorfra der skulde foretages Redningsforsøg, om Hjælp var mulig. Nogen Redningsstation fandtes ikke paa Kysten. Forlis her var heldigvis sjældne. Paa Vejen ud drøftedes Spørgsmaalet om hvorvidt Hans Fiskers Baade kunde klare sig i den Sø, der gik for Øjeblikket, og flere mente, at det vilde være for voveligt at gøre noget Forsøg paa at gaa ud, før Vejret bedagede sig. Andre var af

side 74

den tro, at prøvede man ikke paa at komme ud til Skibet nu, kunde det let blive for sent, for saa vilde Stengrunden gøre det af med Skuden, mens man stod og ventede paa fint Vejr. Det var dog kun Mændene i Olieklæder, der turde afgive deres Skøn; det var dem, som vilde komme til at føre Aaren og vove Livet. De andre Folk fra Byen var vel ogsaa interesserede i, om de Mennesker, der nu klyngede sig fast til en overiset Rigning ude paa Grundene, vilde blive frelste eller ej; men deres Mening blev hverken spurgt eller ventet udtalt; de var jo ikke interesserede deri med Livet.

Jens fulgte med sin Skipper og Lodsen bag efter Vognen med Baaden, som kun kunde komme langsomt frem i det tunge Føre. Da han saa Frøken Strande og hendes Onkel, sakkede han lidt agterud og overlod Havnefogeden at nyde godt af Lodsens Sagkundskab med Hensyn til Strandinger i Almindelighed og dette Tilfælde i Særdeleshed, medens han selv fik Lejlighed til at ønske Agnete, som han ikke have talt med siden hin Dag paa Isen, en glædelig Jul, hvilket Ønske blev gengældt ved at fast lille Haandtryk, som dog ikke maatte ses af nogen. Lige bag dem kom Toldassistenten og Birkefuldmægtigen,

side 75

saa der blev af den Grund ikke vekslet mange Ord, især da man skulde tale ret højt paa Grund af Blæsten. Frøken Strande fik dog spurgt.

- Gaar De ud?

- Ja.

Endnu et Haandtryk og Ordene.

- Det er dejligt at leve,

Og Agnete skyldte sig hen til sin Onkel. Hun havde nemlig set Toldassistenten arbejde sig op langs Siden gennem Snedriverne. Jens Holgersen havde ogsaa iagttaget den lille Manøvre og ærgrede sig over Tolderen, hvis Godaften Hr. Styrmand, han besvarede med et køligt Godaften, idet han henledte Assistentens Opmærksomhed paa, at der fandtes ingen Herrer til Søs og ingen Bønder i Bramsalingen, en Bemærkning, der blev fremsat med en Sømands Aabenhed og Foragt for Landkrabber. Assistenten optog den dog godmodigt nok og sagde: - Det skal jeg tage mig ad notam, Styrmand. De ved, jeg interesserer mig for alt, hvad der angaar Sømandsudtryk. – For Resten vidste jeg sgu ikke, at jeg forstyrrede, saa jeg haaber, intet Uvenskab.

En vældig Snedrive skilte paa dette Tidspunkt deres Veje, og de taltes ikke yderligere ved.

side 76

Jens rettede nu sin hele Opmærksomhed mod Havet, hvorfra Vinden bar de salte Skumsprøjt op over de øde Marker. Nu og da hørtes ligesom løsrevne Raab, som Blæsten førte med videre.

De kom fra det grundstødte Skib, hvis Sted betegnedes ved Søerne, som brød hvidt mod det og Grundene. Han tænkte ved sig selv, hvordan de vel var til Mode derude. Forkomne var de sikkert i højeste Grad, om de ikke var helt frosne ihjel nogle af dem? Her inde paa Land var Nordosten skarp og bidende nok – den kunde jo næsten helt tage Vejret fra en, saa man maatte vende sig om en Gang imellem og drage et langt Pust, inden man kunde gaa videre. Ude om Bord maatte det dog være meget værre: der havde de Søen over sig hvert Øjeblik, hvis de da ikke sad oppe til Vejrs og var gennemisende af Kulde, maaske med Koldbrand i Hænder og Fødder. ---

Ved den gamle Ladebro udfor Klintegaard blev Baaden gjort klar, og, som der senere stod at læse i »Aaby Avis«, ved Roret sad som anden Lars Kruse Lods Guldbrandsen her af Byen, medens de samme Folk (her fulgte Navnene), som for syv Aar siden saa heltemodigt men forgæves gjorde Forsøg paa at komme de skibsbrudne paa »Hedvig« til Hjælp, ogsaa

side 77

denne Gang sag ved Aarende hjulpne af Føreren og Styrmanden fra den her i Havnen oplagte Skonnert Haabet. At det lykkedes at bjerge hele Besætningen fra den strandede Bark, skyldes ikke mindst sidstnævnte unge Sømand. I den høje Søgang var det forbundet med stor Fare for Baaden at komme nær Vraget, der havde stærk Slagside. Desuden var det hele Skibsmandskab, som det senere viste sig, i den Grad forkommet og ude af Stand til selv at foretage sig noget for at slippe ned fra de Steder til Vejrs, hvor det i Mærs og Salinger havde surret sig fast for at undgaa at blive skyllet over Bord. Havde ikke den unge Mand, hvis Navn er Jens Holgersen, vist en saa behjærtet Adfærd, som han gjorde, vilde det næppe have været muligt at frelse samtlige fjorten Mand fra det strandede Skib, der før Morgenen gryede blev fuldstændigt ophugget ved Stenrevets og Bølgernes forenede Kraft. Da man i Baaden saa, at der kun var muligt at hjælpe her, hvis en Mand kunde borde Vraget, roede Baaden hen mod Barkens Agterende, saa at J. Holgersen fik Tag i og entrede op ad de fra Hakkebrædtet nedhængende Rorkæder. Snart lykkedes det ham at naa om Bord og komme op i Storemærs, og nu  firede han ved Hjælp af Rebtaljen efterhaanden en for en af

side 78

de skibbrudne Søfolk ned i Baaden fra Nokken af Storraaen. Derefter kom Turen til dem, der havde surret sig fast i Fokkerigningen. De blev paa samme Maade firede af i Fokke-Rebtalge. Noget Ringe Arbejde har det ikke været hverken for ham – som kun med største Livsfare kunde passere Vragets isende Dæk, hvorover Bølgerne uophørligt skyllede – eller for de øvrige kække Folk i Baaden, der maatte ro ud til Vraget tre Gange, inden alle var bjergede. Blandt dem, der saaledes blev frelst fra Døden, var ogsaa Matros Karl Guldbrandsen, der er hjemmehørende her, idet han er Søn af Lods Guldbrandsen. Det siger sig selv, at der blev stor Glæde i hans Hjem i Strandgaden. Resten af Besætningen er dels Nordmænd dels Svenskere. Tre af disse og to af hine er for Øjeblikket underkastede Lægebehandling paa Sygehuset, da deres Hænder er en Del angrebne af Koldbrand; men efter hvad vi erfarer, er der kun Tale om lettere Tilfælde.

Saavidt, »Aaby Avis«. - - -

Der var almindelig Glæde paa Stranden, da Baaden kom velbeholden tilbage efter de tre anstrengende

side 79

Farter ud til det strandede Skib. De Skibbrudne Folk blev kørte til Aaby efter først at være bleven tøede lidt op i Klintegaarden. Man kappedes om at pakke dem godt og varmt ind. Alle vilde hjælpe nu her paa den faste Grund.

Lodsen var glad ved at kunde bringe Sønnen hjem med sig: - Det var meget pænt af dig, at du alligevel kom til Juleaften, Karl; men en anden Gang kan du gærne komme til Skaffetid.

Frøken Strande havde straks hilst paa Lodsens Søn, da Baaden kom tilbage sidste Gang – de kendte hinanden fra Barndommen. Saa tog hun Jenses Haand og vandrede med ham op mod Klintegaarden. Hun saa sig ikke omkring, brød sig ikke om, hvem der gik foran dem eller bag ved dem, hun tænkte kun paa, at hun nu havde givet Havmanden sin Tro. Ja, mon det egentlig først var sket nu? Nej, hun syntes, det havde altid været saaledes. Da den naaede gennem Gaardporten, standsede de, hvor hvor Lampeskæret fra Stuen dannede en lang, lysende Stribe i Sneen. Han lagde Armen rundt hendes Skuldre, og hendes Hoved var for et Øjeblik helt skjult under hans Sydvest.

- Er du træt, Jens?

side 80

- Nej, men jeg er saa glad, at alt er gaaet godt, Agnete.

De gik ind i de varme Stuer, hvor de fremmede Søfolk, deres Redningsmænd og mange andre var bleven modtagne gæstfrit, som Landets Skik bød. Ingen maatte bære Julen af Døren.

De af Søfolkene, der var kommen med Baaden ind sidst, ventede nu paa Vogn fra en nærliggende Bondegaard for ligesom de andre at blive kørte til Aaby. Man flokkedes om Jens, og han fik mangt et djærvt Haandslag. Da han stadig fulgtes med  Frøken Strande, fik hun ogsaa sin Del af Takken, idet en Svensker sagde til hende: - Tack så mycket, lilla Frue.

Det var en Dag i Begyndelsen af April, da Skonnerten Haabet stod ud af Havnen for en fin Sydvestbrise. Alle Sejl var strakte, inden den endnu havde naaet Fyret ude ved Pierhovedet, hvor Lodsen og Havnefogeden stod og vinkede Farvel til Skipper Sivertsen og hans Bedstemand. Hilsenerne var saa hjertelige paa begge Sider, at den til Jungmand forfremmede Peter, som var til Rors, syntes, han maatte give sit Besyv med: han svingede sin strikkede Hovedbeklædning ikke alene mod dem, der stod paa Havnemolen, men han gav Huen nogle lange Sving, som gjaldt hele Aaby, ja,

side 81

det hele Land, for nu efter den mørke Vinter var Foraaret kommet, Hyren drejede og Kokken bakkede op, - og Kokken var hans yngre Broder, som skulde gøre sin første Rejse. I det samme blev Danebroge hejst oppe i en af Haverne ved Strandgaden. Peter saa det og varskoede Jens Holgersen, der straks gik hen og hilste med Flaget. Inde paa Havnehovedet vinkede man endnu en Gang som Genhilsen, og Lodsen og Havnefogden vendte sig atter mod Byen. Der stod en ung Pige oppe ved Flagspillet paa højen bag det lille Hus med de klippede Lindetræer. Guldbrandsen nikkede derop imod og sagde til sin Ledsager: - Der er nok andre end os, der har været ude at salutere »Haabet«. Havnefogeden svarede: - Ja, Agnete kipper vel nærmest Flaget for Kæresten, han Bedstemanden paa Skonnerten. En ret Flink Fyr for Resten.

- Flink: Ja, det skulde jeg Faneme mene, sagde Lodsen. – Havde han ikke været det, saa havde jeg  vist faaet muret nogle flere Vinduer til derhjemme. - - - - - -

Vejret var mildt. De legende, glidende Småbølger blinkede og glimtede i Sollyset, da Skonnerten sejlede ud af Bugten. Aaby

side 82

kunde lige netop skimtes: smaa Legetøjshuse med en Smule bakket Land bag ved. Jens stod længe og saa ind mod By og Bakker, som blev mindre og mindre. Saa gik han forefter, mens han nynnede.