Bøness d. 20. Septb 1910.

Kære Fader.

I dag eller i Morgen bliver vi halede ud af Dokken her for at blive bugserede videre til Leith’s Rhed, hvor vi vel kommer til at ligge nogle faa Dage, inden vi begynder vor Australienrejse. Vi skal gaa norden om Skotland. Vi har i den senere tid haft ualmindeligt fint Vejr, hvad nok kunde tiltrænges, da Høsten ikke paa langt nær er forbi endnu. Den meste Sæd her er Havre, som først i den aller sidste tid har haft Lejlighed til at blive tilstrækkelig moden. Sommeren har jo været saa stormfuld og fugtig.

     Forhaabentlig vil det pæne Vejr vedvare, saa vi slipper klar af Evropas Kyster og kommer ned i Varmen. For resten er jeg temmelig godt udhalet med Klæder, Søstøvler o. desl., saa jeg skal nok holde Vand og Kulde ude. Dog maa jeg sige at jeg foretrækker Passaterne for Efteraarsstormene i Nordsøen og Nordatlanten.

     Banche skrev til mig, at Fuglen var afsendt. Jeg haaber den er all right. Det skulde være morsomt at se den. Sig til Lavritz, at han maa se at faa den i en Glaskasse, det vil holde Møl og Støv borte fra den. Jeg maatte give en hel Del af de hjembragte Sager bort i Hull, da jeg ikke kunde faa Plads til dem i Kassen, som jeg sendte Fuglen over i; men det var bare Konkylier, Fuglenæb og Do Ben, som jeg let kan faa samlet en Bunke af paa den nu forestaaende Rejse. Det er nemlig min Mening at komme hjem en Tur efter denne Rejses Slutning.

     Karl skrev jeg til efter Adressen: Hans Friis, Kopsholdt pr Hovslund; men jeg har faaet Brevet tilbage, da han var bortrejst. Naar I skriver til ham, da maa I hilse ham fra mig. –

     Det er voldsomt saa Familien forøges derhjemme. Paa samme Tid er det jo glædeligt at høre, at det blev en Pige hos Lavritz og Anna. Det var jo efter Ønske. Anna skrev, at Lavrits byggede for Jens og Emma i Lellinge. Saa bor de vel ikke mere i Aashøje, naar jeg kommer hjem igen. Jens skrev for Resten, at han og Familien maaske tog til SydAmerika. Sig til ham og Emma, at de venter lidt, saa rejser jeg med om et Aars Tid, naar Rejsen er slut - , og jeg har været hjemme og hilst paa Venner og Frænder.

     Vi har nu en fuld Ladning inde, 3200 Ts Kunstgødning. Desuden har vi faaet en stor Puddelhund og stjaalet en Kat i Land, ligesom vi har 10 Høns og to Pattegrise samt én Del Rotter og for Resten fuld Besætning, deriblandt tre Danskere.

     Vort Bestemmelsessted er Williamstown i Victoria, Australien. Det er tæt ved Melbourne, som jeg glæder mig til at faa at se. Det bliver nok Hvedeladning hjem igen, antager Skipperen.

     Jeg glæder mig rigtig til at komme hjem til næste Aar ved denne Tid. Ejvind og Herman vil jo være nogle store Prygle til den Tid, for ikke at glemme de andre Familiemedlemmer af den yngre Generation. Karen er vel vedblivende et fremmeligt Barn. Vuggen skulde jo være til hendes Dukke. Paa Hjemrejsen maa jeg se at faa lavet en til den lille Frk. Petersen. Hvordan enes Drengene om Stolen?

     Det nytter ikke at skrive her til Skotland, for vi vil rimeligvis være afsejlede, inden noget Brev vil kunne naa herover, men bed Anna og Drengene at skrive flittigt til Australien. Jeg mener nu og da, naar der er noget nyt at skrive om hjemme fra. Der vil paa den Maade kunne samles en hel Post til mig, til vi kommer derned.

     Lev nu vel, Kære Far, og hils hele Familien samt Venner og Bekendte (Niels Nielsen ikke at forglemme). Vær hilset mange Gange fra

Din Søn

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]