Königsberg den 1^st November 1894. 

Kjære Forældre.

I Stolpmünde blev der ikke Tid til at skrive, da vi gik ud, saasnart vi vare udelossede. Der var nemlig ingen Fragt at faa, sa vi ere komne ballastede hertil over Pillau. Reisen fra Norge gik ellers helt bra. Det stormede nu hele Tiden, men det bliver vel ikke andet iaar. Vi matte søge Havn under Veirøerne Paa Grænsen mellem den norske og svenske Kyst.

     Stolpemünde er kun en lille Plads, men Königsberg er en stor By. Igaar var jeg med Skipperen paa Torvet for at gjøre Indkøb. Vi kjøbte Grøntsager samt 2 smaa Gæs á 2 R? 50 Pfng pr stk. Den ene har skipperen stegt i dag til Middag, men vi mangler Rødkålen.

     I forgaars havde jeg Fornøjelse at se de 2 »Søstre« seile ud af Havnen efter hvad Skipperen siger bestemt for Haderslev. Det var Skade, at jeg ikke havde vist, at den laa her i Havnen, men den laa længer oppe mod Byen.

    I Skrive, at jeg ikke i mit Brev havde talt noget om Hyrens Størrelse. Jeg tænkte, at det var bleven Skreven i Brevet, jeg sendte fra Kjøbenhavn. Den er 25 Kroner pr. Maaned.

    Af Peter har jeg kjøbt et Par Søstøvler for 6 Kroner. »Hulda« er slem til at tage Vand over, saa med Træsko er  man ikke længe tør om Fødderne.

    Skipperen er meget sløj i Skrivning. Han er forlovet, og jeg maa skrive uden paa Konvolutten til hans Kæreste for ham. Ja, er det er sløjt med Skrivningen, saa er det værre med hans Bogstavering, det kan jeg se i Afregningsbogen. Sannesund eller Sandesund kalder han Sanson osv.

    Hils Anna og Marie og sig dem Tak for  Brevene. Marie er jo flink til at skrive nu. Sig Anna, at jeg vistnok ikke faar kjøbt nogen Reisetaske til hende, da denne hersens Vandvogn, jeg er med, næppe gaar til Rusland, og hvad man faar her i Tyskland er »slecht und billig«.

    Peter og jeg komme bestandig godt af af det sammen. vi have ikke ret meget at bestille, og naar Mørkningen nærmer sig sidder vi Lukafet og prøve at overgaa hinanden i at fortælle Løgnehistorier. Naar det kommer dertil have vi naturligvis begge seilet »paa Varmen« osv. Peter er godt skaaret for Tungebaandet, som man siger, og det er en Fornøielse at høre ham fortælle om sin Stranding paa Afrikas Vestkyst med det engelske Fuldskib. Foruden ham var der paa samme Fuldskib nogle Kjøbenhavnere, sammen med hvem han sad i Mærset da de vare grundstødte. Vandet vællede ind over Dækket. Skibet krængede, Masterne slingrede og vare ikke længer noget sikkert Tilflugtssted. En Sø slog gjennem Ruffet og ud kom en Kiste spadserende. Saa siger den ene Kjøbenhavneren »Du Kresjan, der skal du Kraft ædme se! Der gaar mit Skrin!«. Lidt efter siger den anden: »Du, der gaar den Onde vælte mig mine Søstøvler og min nye Hat!« Og saadan blive de ved, for hver gang en eller anden af deres Eiendele kom frem, til trods for at de hvert Øieblik kunne risikere at gaa samme Vei som Skrinet og Støvlerne og alt det andet. Ja, der er Humør i Kjøbenhavneren.

     Ja, mere bliver der nok ikke Plads til denne gang. Jeg er godt for fornøjet her ombord og haaber at høre at I ere raske; der var en forkjølelse og Kirtler og andet Pilleri, da I skrev: Nu mange Tak for Eders Brev. Hils Venner og Bekjendte. Mange Hilsner til mine Søskende og Eder fra Eders

Herman.

E.S.

     Peter bedes hilse Anna mange Gange.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]