Johannedal ved Sundsvall, Norrland. 17/5 1896.

Kjære forældre.

Da det nu er saa lang Tid siden, jeg sidst skrev, vil jeg i dag sætte et Par Ord sammen, at I kunne vide, at jeg endnu er i live og ved Sundhed.

     Jeg eer nu med en 3m. sk. fra Kjøbenhavn, som hedder Martin, og som føres af Kapt. Jans. Sidst jeg skrev, var jeg med »H.C. Ørsted«, Kabeldamperen, men da jeg intet Svar fik, antog jeg, at I eiheller havde faaet mit Brev. Til Onkel og Tante paa Blegdamsveien skrev jeg ogsaa men fik eiheller Svar. Senere har jeg været hos dem. De sagde da, at de meget rigtigt havde faaet mit Brev men ogsaa skrevet tilbage, blandt andet for at underrette mig om Enkemand? Finsens Begravelse, som Kusine Emma jo havde været med til.

     Senere kom jeg iland fra »Ørsted«, efter at vi som I vil vide af Bladene og af mit sidste Brev, - dersom I have faaet det, - havde havt Koppesmitte ombord. Der er under Karentainet jeg skrev Brevet. Paa Sømandshjemmet i Holbergsgade logerede jeg i nogen Tid, inden jeg fik Hyre med den her 3m. Skonnert. Den har ligesom »Hildur« tidligere været Bark, men er 50 Tons større end »Hildur«. Vi ere 9 Mand ombord. Det er en grim gammel Skude, læk og kjølsprængt. Kanhænde jeg rømmer, naar vi komme til England næste Reise. Nu skulle vi gaa til Aberdeen i Skotland med Planker og Brædder. Vi ligge her ved en liden Park, som, I af Brevets Overskrift kan se, hedder Johannesdal, og som ligger i Nærheden af Sundsvall. Straks vi kom hid, var elven aldeles opfydt med store Isstykker, og der laa Sne oppe i Skoven mellem fjældene.

     Nu er Sne og Is dog forsvunden men koldt er det endnu om Natten. Om Dagen er det som oftest varmt i Luften, naar det dog ikke hagler eller sner. Hjemme er der vel nu Løv paa Træerne. Heroppe har man Møje med at finde en lille ensom Forårsblomst paa Solsiden af Fjældet. Snart skulle vi herfra, da vi snart have fuld Last. Saa komme vi gjennem Sundet; det, synes jeg, er altid en Fornøjelsestur, især naar Skovene inde paa Kysten ere grønne. Det passer ogsaa gjerne sadan, at jeg faar Rorstørn, naar vi løbe der igjennem, saa at jeg ret kan staa og betragte hele den danske Kyst. Her ligge mange Fartøjer, som laste Træ. Hver Dag komme de smaa Slæbedampere dragende med Barker og Brigger og andre store og smukke Skibe. I dag flages der ombord paa Svenskerne og Nordmændene, som ligge her i Havnen. Lige fra Dæk til Top have de deres Signalflag vajende. Kun »Martin« har ingen Flag oppe, hvilket jo kan være heldigt nok paa en Maade. Den gamle Grimrian slipper jo saaledes for at vise sin Nationalitet. Havde jeg bare vidst, at det var saadan et Fartøj, saa var jeg nok ikke gaaet med den. Men den laa jo oplagt i Landskrona. Dertil reiste vi fra Kjøbenhavn for at rigge den til. Gik siden ballastet hertil. Det er Kedeligt at høre andre Søfolk sige: »Naa –aa, du er med den gamle Vogn,« eller lignende: Jeg har kun set en, der var værre end »Martin«, og det var en Finnebark, som havde to Pukler ?, »Martin« har dog kun en. Om det saa er Rigningen, saa er den grim og daarlig herombord. Lukafet er lille; kun halv saa stort til 6 Mand, som det ombord i »Hildur« var til 5 Mand. Paa andre Forhold ombord kan der ikke klages, hverken paa »Befalet« eller Kosten. Fra Skotland skulle vi vist gaa ballastede tilbage hertil Norrland. Om I skrive, da er Adressen: 3 m. Skonnert »Martin« af Kjbhvn. Kapt. Jans. Dansk Consulat. Aberdeen. Skotland.

Nu ved jeg intet mere at skrive om denne Gang og faar derfor slutte. Mange Hilsener til mine Søskende og andre, som kjende mig, og til Eder fra

Eders hengivne

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]