Installation af Datalyse


Datalyse fås til tidligere og nyeste version af Windows.

Opret et katalog (en mappe) på harddisken og kopier alle filer på disketterne over i dette katalog. Gem disketterne. Indsæt en genvej til Datalyse.exe i Windows. Nu skulle det gerne køre!

En ældre udgave af Datalyse kan ikke altid forventes at køre fejlfrit under et nyere styresystem. Det har erfaringen vist! Har du problemer, så prøv at få Datalyse opdateret.

Råd og vink

Benyt altid følgende fremgangsmåde, når der skal måles:

Kontrollér, at pc og apparat er slukkede! Montér kablet fra apparatet til pc'en. Tænd for pc'en. Start programmet Datalyse. Tænd for apparatet, når programmet beder om det!

Når pc'en tændes, sender den nogle tegn ud på portene. Disse tegn kan få apparatet til at gå i baglås, gå i gang med en måleprocedure eller få apparatet til at sende en fejlmeddelelse til pc'en. Alt dette undgås, hvis man tænder for pc'en først!

Virker kommunikationen ikke, så se i hjælpen for det pågældende apparat. Her kan du se om kablet er specielt, hvad baudraten skal være og om der er andet, du skal være opmærksom på ved netop det apparat. Bemærk også at et åbent modem kan sende kommandoen tilbage til pc'en!

I hjælpen kan du sikkert også få idéer til forsøg. Hjælpen indeholder en beskrivelse af alle funktioner i programmet. Der er indsat mange skærmbilleder fra Datalyse. Disse kan fx klippes ud og indsættes i øvelsesvejledninger. Eller eleverne kan sætte dem ind i deres rapporter.


Inifiler:

Alle hjælpefiler bør ligge i samme mappe som programmet Datalyse.

I »Datalyse.ini« kan man vælge:

Separator, #9, dvs. adskilletegn i tabelopstilling, #9 (tab) er default tegn.
Valgapparatnr, 1, 1: alle, 2: Atimco, 3: Buch&Holm, 4: IMPO, 5: Muller+Sørensen, 6: Radiometer, 7: SF, 8: Andre apparater. Indstilling til visning af default leverandør ved valg af apparat.
STI, (et arbejdskatalog)
APPARAT,1, OFF: PT200, IMPO
APPARAT,2, ON : dmi24 multimeter, impo
osv....
Defaultapparat,34,Shimadzu spektrofotometer. Hermed er apparat nr. 34 valgt som default.

Da Datalyse kan opsamle data fra mere end 100 apparater, anbefales det, at sætte de apparater, som man ikke har, OFF i Datalyse.ini. Det kan gøres i Datalyse | Rediger | Indstillinger. Datalyse.ini læses ved opstart af Datalyse. 

Vernier.ini indeholder kalibreringsfaktorer for Vernier-sonder. Denne fil læses ved valg af parametre til akser og i opsætningsmenuen til datalog 755.

Basedata.ini og Syredata.ini er også ini-filer, de indeholder syrekonstanter.

Fluorid/10.83*
Nitrit/10.65*
Carbonat/3.68/7.63/*
Sulfit/6.75/12.11/*

Dette er de første fire linier i Basedata.ini, man kan selv tilføje flere data.

Multilog.ini indeholder oplysninger om sonder til Multilog DB-526.

Genveje: (ændret nov. 2003 )

Tilføjes et filnavn til genvejen hentes den pågældende opgave automatisk af Datalyse. Dette kan være en tom opgave med skalering af akser. Denne skalering bevares ved efterfølgende målinger.

Tilføjes fx "apparat:25" vil Datalyse automatisk starte menuen »Vælg apparat« og man skal blot klikke på Tilslut. Apparatets nummer findes i filen Datalyse.ini.

Man kan tilføje både et filnavn og et apparat. En genvej kan se således ud:

"C:\Datalyse\Datalyse.exe" "data\setup.dat" "apparat:12"

hvor data er en mappe i mappen Datalyse.


Har du problemer med Datalyse, så hjælp mig, dig og andre!

Kontakt:

Carl Hemmingsen
Borgmestervænget 22
3600 Frederikssund

Eller send en E-mail fra startsiden i denne hjemmeside.