Espergærde, 17. Septbr. 1917.

Kære Søster og Svoger.

Mange Tak for de sendte Graapærer, som vi rigtig lader os smage. Kurven skal vi nok sende med det første.

     Igaar Formiddags fik vi os en Søn efter en bevæget Nat. Baade min Kone og Drengen har det godt til Trods for, at han kom et Par Uger for tidlig til Verden. Min Kone havde haft travlt med Tørring og Sammenlægning af Tøj og vistnok anstrengt sig lidt rigeligt, saa hun følte sig sløj allerede Lørdag Eftermiddag, men gav dog Pigen fri Søndagen over, da vi ikke, som hun sagde, ventede Fremmede. Allermindst havde vi ventet at den Lille skulde komme før sidst i Maaneden; men nu er vi glade, at det er overstaaet. Mange Hilsener fra min Kone og fra Eders hengivne

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]