911 North Spring Street. Pensacola. Flo. D. 1. Dec. 1920

Kære Søster Anna.

     Mange Tak for dit Brev skrevet 7^de September. Jeg burde have svaret for lange Tider siden. Jeg har hele Tiden udsat det med Skrivningen særlig af Hensyn til de sørgelige Nyheder, som var i dit Brev om Karls lille Dreng. Paa det Tidspunkt saa vi os ude af Stand til at sende noget til at hjælpe Karl over de forøgede Udgifter i Anledning af lille Nielses Hospitalsophold. Der var nemlig ingen Penge sendt mig hjemme fra Rederiet, saa vi har maattet slaas os igennem paa bedste Beskub det sidste Halvaar, og jeg har endda maattet afholde nødvendige Udgifter for Rederiet herovre, saa jeg havde Hyre til gode lige fra Juli og desuden Udlæg til Skibet. Disse sidste blev refunderet mig i Forgaars, men Hyren venter jeg paa endnu. I Brev skrevet i Gaar til Lavrids sendte jeg anbefalet en check paa Privatbanken i København stor 365 Kr., som jeg haaber at Karl maa faa inden Jul. Da vi fik dit Brev, Anna, med den nedslaaende meddelelse om Drengens Sygdom, blev vi, Elisabeth og jeg, meget bedrøvede. Vi ventede paa Forstærkning hjemmefra og aftalte at sende, saa snart vi bare havde noget selv; men det trak ud desværre. Det er jo ellers bedst at hjælpe straks, for saa hjælper man som bekendt dobbelt. Dog kan jeg ikke tænke mig andet, end at Broder Oluf, som ogsaa er i Stand dertil, vil have hjulpet Karl paa bedste Maade med det samme ved at forstrække ham med et Laan. Den nævnte check, maa I forklare Karl, vil han vist uden Vanskelighed faa udbetalt Pengene paa i enhver Bank (kanske endda i Vallø Sparekasse), og sig til ham, at det er vor Julegave til ham. Jeg vilde gerne have skrevet til Karl selv, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for det er ikke nemt at trøste nogen, naar der hænder noget saa forfærdeligt med Børnene. Adressen, som jo helst skal være fuldstændig nøjagtig paa et anbefalet Brev, har jeg ikke været helt klar over med Hensyn til Adressestationen (Herfølge eller Køge). Derfor sendtes det i Gaar skrevne Brev til jer. Det var dog ikke sørgelige Tidender alle sammen i dit Brev. Vi var glade ved at høre, at Lavrids var kommen heldig over sit Uheld med Knæet, og vi haaber, at han slet intet Mén maa faa deraf. Men vi kan godt forstaa, at det ikke alene foraarsagedede Afbræk i Arbejdet med følgelig tab, men ogsaa forøgede Udgifter i Anledning af selve Sygdommen. Hvordan er gamle Brogaard sluppen over sin svære Sygdom, som du omtalte, Anna? Jeg skrev til ham (i Foraaret tror jeg) men han har ikke svaret, som han ellers plejede at gøre. Hils ham og Fru Brogaard fra os. Det tynder ud i Rækkerne af de Gamle derhjemme, - og i de Unges rækker ogsaa. Søren Lyngby var jo en forholdsvis ung Mand.

     Hermed følger to Fotografier af Peter. De er tagne nu i November Han har nylig faaet et ny sæt Bamsetøj sendt hjemmefra Svigermoder. Det skulde være Elisabeths og hans Julegave fra Elisabeths Søster og Moder.

     Paa det ene Billede er han sammen med sin sorte Barnepige. Ja egentlig sort er hun ikke, men nærmere kaffebrun. Hu er for Resten heller ikke Pige eftersom hun har været  en gift Kone fra hun var fjorten Aar og selv har tre Børn. Peter vokser godt, og at han nu taler Engelsk som de andre Børn heromkring er jo en Selvfølge. Vi maa passe saadan paa, at han ogsaa holder sit Danske ved lige, for nu begynder han at hjælpe sig med engelske Ord, naar han i Øjeblikket enten ikke kan huske de tilsvarende danske Ord eller maaske ikke før har hørt dem. Han sagde til mig forleden: ” Far dine Slippers (Morgensko) lookes ikke saa godt ud som mine røde med Hunde paa.” Naar hans Moder kalder ham ind fra Haven med Raabet. ”Pe-ter!”, svarer han ligesom de andre Børn: ”Mam”, som igen er Forkortelse af Madame. Naar jeg gaar hjemmefra raaber han: ”Farvel, Far!”, og er det saa, at den lille Dreng hos Folkene i Stuen er i Nærheden, saa raaber ogsaa han til mig og siger Farvel Far. Det har han lært af Peter.

     Jeres Wienerpige er vel for længst rejst hjem kan jeg ro. Vi havde Breve fra min Kones Slægtninge om, at baade Svigermoders og min Svigerindes Wienerpige var rejste.

     Der er ikke mere Pest her i Byen, og det er i Sommer gaaet slemt ud over Rotterne – det er for Resten ogsaa gaaet ud over Husejerne her med Sundhedsvæsenets Fordringer til dem om Cementering baade her og der. Mange smaa Træhuse, der brugtes som Høkerbutiker, var byggede paa den bare Jord og med Trægulve. En Del af dem blev forsynede med Cementgrund og Gulv; men for manges vedkommende kunde saadanne Forbedringer ikke iværksættes, og saa rev man dem hellere ned. Vi fik en Brændselskasse indrettet i gaarden – og paa Pæle. Hvad det i øvrigt skal gøre godt for, ved jeg ikke. Der har vi nu vore Vinterkul, 1 Ton til $14. Endnu fyrer vi ikke stærkt i Kaminen; men vi havde dog nogle kolde Dage for allerede tre Uger siden, endda en Nat med Frost, noget som ellers er helt usædvanligt i Begyndelsen af af November. Man bliver kuldskær ved at bo herovre, hvor Sommeren er saa varm. Blodet bliver tyndt. Peter nægter sommetider at gaa uden for en Dør. Det er for koldt, siger han. Den ene Nats Frost bliver maaske alt, hvad vi faar af den Slags, men Folk her synes alligevel, at det er svært køligt. Ellers blomstrer det i Haverne med Violer og Roser, og en meget højstammet eller rettere langstilket Blomst, den saakaldte Julestjerne, er helt eller halvt udsprungen i mange Haver.

     Juletræ skal vi selvfølgelig have. Jeg kommer i Hu dengang Per Pers’ Niels paa Brevet betroede os, at de ogsaa havde haft Juletræ. ”Men det var en Pil”, sagde han. Vort bliver nok et strittende Fyrretræ. Jeg vedlægger et lille Billede med en Dame paa og saa et Fyrretræ. Ikke for Damens Skyld for I kender hende jo ikke – hun hedder fro Resten Fru Andreassen og kom hertil Pensacola sammen med Elisabeth -, men for Fyrretræets Skyld, for at I kan se paa Billedet, at Træet har alenlange Naale. Det egner sig saaledes mindre godt til Juletræ i hvert Fald efter vore Begreber; men Peter var henrykt for det, vi havde i Fjor. Da vi begyndte at tale om Juletræ en Dag, sagde han: ”Nu maa jeg telefonere til Skraldemande”, at han bringer Juletræet tilbage, som han kørte med.” Han taler meget om, hvad han vil forære os i Julegaver ”til Juli”, som han siger.

     Vi haaber, at alt staar vel til hjemme hos jer og vore øvrige Slægtninge i Danmark. Naar I faar dette Brev, er Lavrids vel hjemme og hviler ud efter Sommerens og Efteraarets Strabadser.

     Vær nu hilset paa det venligste fra os alle tre. Vi ønsker jet alle en glædelig Jul og et godt heldbringende Nytaar.

Din hengivne Broder

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]