Stratford, N.J., den 16^de December 1929

Kære Søster Anna.

Tak skal du have for dit Brev af 30^te November, som kom i Lørdags(d.14). Det var et langt og indholdsrigt et. Først maa jeg ønske dig og Laurits til Lykke med Bedsteforældreværdigheden, som jo samtidig forfremmer dine Svigerforældre til Oldeforældre.

     Vil du hilse Tulle og Hendes Mand fra os her og ønske dem al mulig Lykke. Naar de unge Mennesker holder af hinanden, spiller det jo ingen væsentlig Rolle, at der blev barnedaab lidt tidligere end ventet. Ja, som du skriver, Anna. Tiden gaar. Børnene vokser til, bliver gifte, faar selv Børn og deres egne Glæder og Sorger, som saa Bedsteforældre og Oldeforældre deltager i – et evigt Kredsløb. Hvor vore Forfædre boede i sin Tid i Hedeboegnen, da vi var helt smaa du og jeg, der bor og bygger Emma og Jens og har voksne, forlovede Sønner. Ja, vi var ikke ret gamle, da vi boede i det pæne, gule Hus med rødt Tegltag lige der ved Landevejen og Engene, for der stod 1878 paa Omslaget af ”Flinchs Almanak”. Paa den anden Side af Vejen var der en Kilde, hvori Vandet boblede saa morsomt op gennem Sandet nede i en Tønde, og rundt om voksede der Engplanter med gule Blomster. Vi var vandret over Vejen og havde lagt os paa Knæ ved Kilden og saa prøvede vi at naa Bunden med Hænderne, der hvor det boblede og muddrede i Sandet et Par Fod nede i den begravede Tønde. Du fik Overbalance og gik paa Hovedet i Kilden, og jeg skreg i vilden Sky. Far kom som han var kaldet og trak dig op. Ja, det er nogle Dage siden. Hvordan Huset saa  ud dengang og Haven med Kirsebærtræer, det star helt klart for mig; men hvordan det senere har set ud, har jeg glemt, skønt jeg har passeret det i voksen Alder.

     Julen staar for Døren. Der er Forventninger især hos Børnene. Peter, som nu er mere end tolv Aar gammel, og som ikke kaldes Peter mere af andre end af mig, har allerede realiseret en Del af sine Juleforventninger, idet han fik Lov at tage til Philadelphia sidste Lørdag for at købe, hvad han skal have i Julegave af sin Moder og mig, Frimærker. Han er nemlig Frimærkesamler. Han klarer sig godt i Skolen, er interesseret i Læsning baade paa Dansk og Engelsk. Hans Skrivning var ret sløj indtil for et Par Maaneder siden, en helt ulæselig Skrift; men nu har han i nogen Tid taget ekstra Undervisning og skriver helt pænt. Han fik sin anden Julegave paa Forskud i Aftes, idet en Bekendt af os kom kørende fra Philadelphia medbringende to Marsvin i en Kasse. Jeg er nu ikke sa henrykt for saadanne rottelignende Smaadyr, men de var jo heller ikke til mig.

Vi er glade for at høre, at I derhjemme er ved godt Helbred, ogsaa her staar det godt til i saa Henseende. Det er ogsaa godt at høre, at Laurits har haft Byggearbejde nok. Ellers hører og læser man jo om saa megen Arbejdsløshed i Europa.  Selv her i Landet, som jo vel nok er det mest velstaaende for Tiden, er der adskillig Arbejdsknaphed. Min Kone talte lige nu med Grønthandleren, som kører rundt med ”Fisk og andet Grønt”. Han udbredte sig stærkt over Temaet: ”aldrig har der været saa sløje Tider osv., osv. – ” Naa Kulmanden siger det samme, saa noget maa der være om det. Skønt, det ligger vist i den menneskelige Natur at klage. Saa tidligt som jeg kan huske det: ”Hvor alting dog bliver dyrt!” Mor plejede gerne at lamentere over Smørpriserne, og det gør andre Husmødre stadigvæk endnu.

     Jeg haaber Ejvind vil faa Glæde og Udbytte af sin Italiensrejse, naar han nu begiver sig ud paa den i Januar. Det er kun Skade, at han ikke kunde tage sin Hustru med. Nu kan Herman jo altsaa slet ikke være i Vognen sammen med Ejvind, der kommer Sønden for Alperne, selv om det i og for sig er godt skuldret at have været i Schweitz. I sin Tids sagde gamle Hans jo altid, naar Talen faldt paa hans Broder, Rigsdagsmanden, og sagde det med Stolthed: ” Ja, vor Ole han ha’ væt i Svejs”!

     Min Kones Tante, som har været syg og lidende i mange Aar, maatte her i Eftersommeren rejse til Sicilien ledsaget af sin Datter, der imidlertid rejste hjem til sit Arbejde i en Bank, saasnart Moderen var vel ankommen til Bestemmelsesstedet. Datteren brugte sin Ferietid til denne Rejse, hvor hun naturligvis ikke saa meget mere, end hvad der kunde ses fra Toget, og Moderen maa bruge af sine begrænsede Midler – hun har været Enke i mange Aar – for om muligt at blive helbredet i det milde Klima paa Sicilien, hvor Pensionatspris er 9 Kr. om Dagen. -

     Saa Antons Karen er forlovet med en søfarende Mand! Ja, hvordan var det hun sagde, Karen Nils Jørns? Var det ikke saadan noget som; ” Ja, gu’ sejler han.”

     Lige nu kom Drengen fra Skole, men han stik af igen til Skovs med Øksen for sammen med Kammeraterne at fælde Juletræ til Skolen. Jeg haaber han omgaas den Økse med Større Varsomhed end, den, hvormed jeg brugte min Kniv igaar, dag jeg skar min Ankel i et Forsøg paa at fjærne nogle visne Blomsterstilke ude i Haven. Ingenting af Betydning, men nok til at holde mig hjemme fra Arbejdet for i dag. Saa har jeg imidlertid faaet Lejlighed til at skrive Brev, og det er jo godt.

     Her omkring enten køber man sit Juletræ, som i saa Fald er Gran sendt fra de nordligere Stater, eller man fælder sig et i Skoven nærved, i dette Tilfælde et Fyrretræ, for her vokser ingen Graner undtagen nogle faa hist og her i Folks Haver. Men hvad, Per Pers^[1] Niels paa Drevet sagde: ” Vort var en Pil.”

     Glædelig Jul og et godt Nytaar til Jer alle derhjemme og mange Hilsener fra min Kone, Drengen og din hengivne Broder

Herman.