Hobart 22/8 1904 

Kære Fader

I morgen eller i Overmorgen bærer det af sted til New Zealand. Vi har kun været i denne Havn en fjorten Dages Tid og den Halvdel af Lasten fra London, som var bestemt for Hobart er nu ude og foruden en Del Ballast har vi indtaget knust Bark i Sække og en Del Tømmer. Auchland er navnet paa den By i New Zealand, hvortil vi skal gaa; den ligger paa Nordøen. En af mine Skibskammerater er hjemmehørende der, saa han er naturligvis ikke ked af at vi skal gaa dertil. Fra Auchland skal vi gaa til New York. Det vil blive Vintertid, naar vi kommer der.

     Naa, den Tid, den Sorg; New Zealand vil være mild og varm; Tasmaniens Klima er ogsaa behageligt.

     Her er ikke mange Sejlskibe her i Havnen. Dvs. Langvejstrædere. Kyst og Fladskonnerter er der nok af. De gamle Hvalfangere ser man ikke mere noget til. Hobart var tidligere Station for dem; men nu er Hvalen bleven mere sjælden i Sydhavet, og Hvalfangsten har hørt op. De store engelske Dampere komme ind her paa deres Vej til New Zealand, efter at de paa Udrejsen har anløbet. Capetown.  ? af Byen er bygget op ad skovklædte Skrænter ved Foden af Mount Wellington. En af mine Kammerater; en Islænder, og jeg var Bjergbestigere forrige Søndag. Efter Sigende er Bjerget Wellington 4000 Fod højt. Vi begyndte Opstigningen temmelig sent – efter Middag – og temmelig besværlig var samme Opstigning. Det meste af Vejen gaar gennem tæt Skov. Ja, Vej kan man ikke kalde det, næppe nok Sti. Øverst oppe er der kun et Spor at følge, røde Pletter malede paa Klippestykkerne. Saa da Solen var ved at gaa ned, maatte vi gøre det samme, dersom vi ikke skulde se os nødsaget til at overnatte (jeg kan næsten sige overvintre, for der er fuldt af Sne) deroppe. Vi var antagelig et Par Hundrede Fod fra Toppen.

     Mens vi har været her, har Byen haft Besøg af den italienske Orlogsmand »Ligneria«,?? hvis Kommandør var Hertugen af Abrugge. Han er paa Jordomsejling, ellers bekendt for at have været Nordpolen et Par Grader nærmere end Nansen var. Pæne Folk, Italienerne, naar de har Landlov, ingen Slagsmaal eller deslige.

     Jeg haaber du har modtaget Fotografiet af »Peru«! Det er taget i Launceston. Kedeligt at vi riggede vore Royalræer ned Dagen forinden de pyntede lidt paa Skuden.

     Nu Farvel, kære Fader. Hilsen til Lavrits og Anna, til Tøsene og Drengene og til Annas Smaa (?)

Først og sidst hilses du fra

Din hengivne Søn

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]