Lannceston, 21. Juli 1904
Kære Fader.
Vi er lykkelig og vel indkomne efter 116 Dages Rejse fra London. Saasnart vi kom til ankers, fik jeg Annas Brev. Lodsen bragte det ombord, sammen med Brev fra Maria og et fra London. Sig Anna Tak for det og for gode Ønsker og Hilsener. Alle vore Breve havde først været i Hobart. Da vi gik fra London, vidste jeg nemlig ikke at vi skulde gaa hertil Lannceston først og siden til Hobart. – Vi laa et Par Uger for Modvind tæt nord for Dover paa en Ankerplads, som Engelskmændene kalder the Downs – udfor Byen Deal. Siden havde vi god Vind hele Tiden.
Vi havde ingen Vindstille under ? Da vi kom ned i Vestenvinden havde vi temmelig haardt Vejr i Særdeleshed de første Uger rundt Cape of Good Hope. Vi laa underdrejet fem Gange. Paa Engelsk kalder de det, at Skuden er »hevet til«, dvs. ikke en Klud paa hende undtagen et Undertopsejl paa Storen. Sommetider ikke engang et helt Topsejl, men bare et »svækket«; det er, den lu Halvdel er gjort fast og bare den læ Side gør Tjeneste som en Slags Støtning for Skibet under Rulningen. Det gode Haabs Forbjerg fortjener sit andet navn »det stormende Forbjerg«. Den 18de ds. Ankrede vi i Bugten, som dannes af Flodmundingen her ved Nordkysten af Tasmanien. Dagen efter blev vi bugseret op hertil – 10 -11 danske Mil op i Landet. Vi lossede 5 Tons Krudt i en Lægter, et lille Stykke nedad Floden, men vi skal laste det igen, da det er bestemt for Hobart, i Sydtasmanien.
Det er den »kolde Tid« her nu, men alle Træerne staa grønne. Sejladsen op ad Floden er noget af det kønneste man kan tænke sig – skovklædte Høje hele Vejen, kønne Smaabyer og Villaer spredte langs Flodbredderne. Man ser slet ingen gamle, faldefærdige Rønner, alle Huse have et net udseende. De allerfleste ere byggede af Træ med Zinktage, men selv de mindste med overbyggede Verandaer. Jeg har endnu ikke haft Lejlighed til at gaa iland, da det gærne er mørkt ved den Tid vi skejer ud, men paa Søndag har jeg tænkt at tage en ordentlig Spadseretur rundt i Byerne og langs Floden. Antagelig bliver vi ikke liggende her mere end et Par Uger, for det bærer af sted til Hobart, men hvortil vi skal gaa derfra, ved jeg ikke endnu. De taler om, at det enten bliver til New Zealand – New York eller Sydafrika og tilbage hertil igen, men somsagt: intet bestemt vides. Saasnart vi faa det at vide, skal jeg skrive og lade dig det vide, Fader. Jeg længes efter at se, hvordan Knast ser ud. Anna skriver han er vokset sig stor nu; og hun lover mig Fotografi fra ham. Det vil være meget velkomment til mit Album. Han skal blive anbragt mellem bare Søgutter, - dem har jeg nemlig en hel Masse af. Jeg længes ogsaa efter »den danske Sommer«, som Anna siger. Saasnart dette Skib afmønstrer sit Mandskab i evropæisk Havn, saa er det mig, som er for Hjemgaaende med alle Sejl til. Saa skal jeg besøge eder alle, tale med Drengene og Tøsene og Drengenes og Tøsenes respektive Kærester og Annas Drenge og først og sidst med dig, Far. Nu maa du hilse Anna og Lavrits fra mig. Hilsen til Alle. Du skal snart igen faa Brev fra din Søn
Herman.
[ Forrige brev | Oversigt | Næste brev ]