London, d. 7de Marts 1904.
Kære Fader
Sig allerførst Anna Tak for hendes Brev, som det var mig en stor Glæde at modtage. Jeg maa nu fortælle dig, hvorledes det staar til med mig. Det staar godt til, for jeg er bleven en Christen.
Medens jeg har været i Logi her, har jeg foruden naturligvis at besøge Dokkeren for at faa et Skib igen – tillige været en flittig Besøger i Sømandsmissionen her i den samme Gade, hvor mit Logihus er. Jeg er omvendt nu, og med Guds Hjælp vil jeg vedblive at være det.
Hvad Udsigterne til Hyre angaar, da maa jeg meddele dig, at vi, det vil sige alle, som for Øjeblikket er her i Huset Haagensen, dansk Tømmermand. Otto Walin, finsk Matros, Gaget, tysk Do, Robert Wassel, russisk Do, og mig selv, have faaet Skib. Dets navn er Peru af Dundee. Det er en Bark, som ligger i Westindiadok, og som skal gaa ud til Hobart i Tasmania, du ved, den Ø, som ligger Syd for Australlandet, og som ogsaa kaldes van Diemens Land. Derfra skal den, efter hvad Skipperen antog, gaa til New Zealand og laste for en evropæisk Havn. Dersom Vejret holde sig tørt for en 14 Dages Tid, vil den rimeligvis være lastet og rede til at gaa ud fra Westindiadok. Vejrliget er jo imidler mere fugtigt ned tørt paa denne Aarstid her i England, saa det maa ogsaa tage længere Tid. I hvert Fald er det godt at have en Skude for her som alle andre Steder, er der kun faa Hyrer. Otto, Finnen, var ombord i hende sidste Rejse. Han siger. Skuden er god. Han maa jo vide det, eftersom han har sejle i engelsk Sejlskibe, siden han forlod Finland ved 16-17 Aarsalderen, og nu er nogle og halvtreds. Tømmermanden, en Christianshavner, som jeg vist omtalte i forrige Brev, har ogsaa faret meget. Han har ikke været i Danmark siden 1872. Han ved ikke, om hans slægtningen er i live engang. Han er desværre saa hengiven til drik. En Dag spurgte jeg ham, hvad han vilde gjøre, naar han ikke længere kan sejle til søs og fortjene Penge til at købe Øl for. (At arbejde iland, siger han selv, er umuligt for ham fordi han drikker). Han svarede helt lakonisk: »Lægge mig ned og dø«. Ombord i et Skib er han imidlertid en god Mand. Men vogt ham, naar han er i Havn. Efter de Historier, som gaar om ham her i Huset, saa sælger han sit Værktøj, Søstøvler, Olieklæder, Rub og Stub for Spotpris - bare for at faa Penge til Whisky.
Kære Fader, her har du mit Fotografi. De andre Søgutter her i Huset siger, at det er vellignende. Jeg sender dig og Alle derhjemme min bedste Tanker. Jeg beder ogsaa. – Naar det stormer, skulle I ikke, som Anna skriver, være ængstelige, for jeg tager ham med mig paa Rejsen, som stiller alle Storme. Skulde jeg finde den Grav, som saa mange har funden før mig i Havet, da er det jo kun for at samles med min kære Moder, der hvor hun er. –
Hils nu Tøsene og Drengene fra mig. Hils ogsaa Andre, som maatte kende mig og brude sig om en Hilsen. Vær selv hilset bedst fra
Din Søn
Herman.
Blandt »Drengene« regner jeg selvfølgelig ogsaa Laurits og Emmas vordende Mand. Blandt »Tøsene«, maa jeg indbefatte Anthons forlovede. Endnu en Hilsen
Herman.
[ Forrige brev | Oversigt | Næste brev ]