Valparaiso, d. 19^de Juli 1903.

Kære fader!

Siddende her i min Køje, som er en Overkøje, vil jeg prøve at skrive et Brev, for at fortælle, at jeg med Glæde har modtaget Annas. Det er kedeligt, at du og Annas Smaa ikke ere vel, men jeg haaber, I maa være det, naar disse mine Linier naa Eder. – Vil du lykønske Lavrits og Anna i Anledning af den sidstfødte Arving og samtidig takke dem for at have vist mig Æren at opkalde ham efter mig. – Der var jo en forbavsende Masse Nyheder i Søsters Brev, som jeg fik igaaraftes samtidig med et fra Maria. For resten har jeg faaet et tidligere fra min Kone, hvori hun omtalte, at Anton var bleven forlovet. Haaber at han har truffet den rigtige. – At Marie cykler, glæder mig. At Axel solder bedrøver mig, men kan jo ellers ikke henregnes til Nyheder. – Ja, saa, lille Oluf tjener hos Sognefogden. Det er vel en god Plads, kan jeg tænke, og saa er han ikke saa langt fra dig og Anna. Karl og Anton kan jo ogsaa let spadsere til Vedskølle. Marie har taget det fornuftige Parti ved at anskaffe sig Cykle, for hun er jo temmelig langt afgaarde. - Nu maa jeg fortælle lidt om, hvordan Tingene gaar for sig her paa Gaarden, eller Skuden skulde jeg vel sige. Se, vi gik nu fra Newcastle i Avstrallandet saadan noget som den 24. April d. A. og efter en nederdrægtig vaad Rejse ankrede vi her paa Rheden d. 7^de Juni. Vi gik ned sønden om New Zealand for at faa fat i Vestenvinden, og vi fik den ogsaa, maa jeg sige; men ihvert Fald vi kom ind her. Ugen i forvejen havde de haft en stærk nordlig Storm, der bragte to Barker paa Stranden, en Damper sank paa sin Ankerplads og en stor tysk firmastet Bark undgik med Nød og Næppe og med Tabet af sit Spryd at komme paa Kysten. Alle skibene her, Damp- og Sejlskibe, ligge fortøjede saa stærkt som muligt med Ankre baade for og agter, da der ikke er nogen egentlig Havn, og Oceanet kan sende sine Bølger ind i denne aabne Bugt med stor Kraft. Det gaar derfor langsomt med at losse Kullene, da det ikke er hver Dag Prammene kan komme ud. Antagelig kommer vi til at ligge her endnu en sex Ugers Tid, inden der kan blive Tale om atter at tage Last ind; enten det nu bliver her eller paa en anden Plads her paa Kysten. Rimeligvis faar vi Salpeterlast for Evropa. Dog er der ogsaa nogle, som gaar med Kornlast til andre ikke evropæiske Havne. Jeg skulde dog foretrække at gaa hjem over. Det er for kedeligt at staa ombord i det samme skib mer end et Aar ad Gangen. Blive det hjemefter, vil vi, om alt gaar vel, være hjemme i Februar eller Marts næste Aar. Bliver det F.eks. at gaa til Sydafrika og derfra til Avstralien og hertil igen, saa bliver der jo anderledes Brøk i Regningen. Ellers er jeg godt fornøjet med at være ombord for saavidt. Der er flinke Gutter ombord. I Avstralien var der jo selvfølgelig nogle af Sømænnerne, som klarede ud, dvs. de stoppede deres respektive Sække og tog disse paa Nakken og spadserede af. Der var fire Finner, som gik. Den ene blev »hapset« igen. Desuden var der en Nordmand. Han kom med en Nowa Scotia Bark, som laa et Par Kabellængder fra os i Newcastle. Saa var der en Nordmand og en Italiener, som blev afmønstret paa Grund af Sygdom. Istedet fik vi ombord tre Dage før vi sejlede 2 Engelskmænd (Matroser), 1 D^o (Letmatros), 1 Russer, 1 Nordmand og en Dansker (alle Matroser). Vi ere saaledes tre Danskere ombord nu. Ham du ser paa Billedet sammen med mig, er en gammel Havørn, der har været frivillig Lærling i Flaaden hjemme, siden i Koffardifart hele Verden over, saa Overmatros, da han tjente Varmepligten af, atter i Koffardifart, saa engelsk Dokarbejder og senere Beværter i Shilds, og nu er han - sine 55 Aar tiltrods - en af de kvikkeste Matroser ombord i Barken »Lota«. Se ham gaa til Overbramsejl ligesom en Mis!. Den anden Dansker er en Marstaler, (ellers har jeg nu ikke meget tilovers for Marstalere, men han er en hæderlig Undtagelse). Han tog Styrmandsexamen hjemme, da han var 19 Aar. Han er nu 26 og har ikke været hjemme siden, men har prøvet Verden ligefra Overvintring ombord i Hvalfangerskib i det nordlige Ishav til »Overnatning« i Parkerne i Sydney. Sidst han var her, var han en lille Tur i »Spjældet«, hvilket efter hans Mening er den bedste Maade at studere Folkelivet paa. Jo, jo, det er erfarne Folk, jeg sejler sammen med. -

    Nu beder jeg dig, Fader, at du hilser Anna og Lavrits samt »Drengene« og »Tøsene« mange Gange fra mig. Hils ogsaa andre, som jeg kender. Hvor gærne jeg end vilde have Brev, saa tror jeg at maatte fraraade at sende noget, da jeg jo ikke ved, hvorhen vi skal gaa herfra. Jeg skal skrive, naar jeg faar det at vide. Indtil da lev vel og vær hilset mange Gange fra din Søn

Herman

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]