Port Elisabeth, den 8^de Oktbr. 1905

Kære Fader.

Det forbavser dig maaske en Del at faa Brev fra Syd Afrika! I Ny York skrev jeg jo, at vi skulde gaa til Syd Avstralien. Vi har ogsaa ganske rigtig været der, men paa Grund af, at jeg ventede at blive mønstret af dér, opsatte jeg at skrive, indtil det var for sent.

     Vi forlod Ny York efter at have faaet delvis ny Besætning i stedet for de Mænd, som mønstrede af der. Vi laa et Par Dage til ankers ret udfor Frihedsstatuen, som du nok har hørt om – det kæmpemæssige Fyr forestillende Frihedsgudinden med en Fakkel i sin oprakte Haand. – Republikken Frankrigs gave til Fristaterne. Foruden en ny Styrmand og en Baadsmand fik vi tillige en ny Stewart, en Coolie hjemmehørende i For Indien. I lukafet fik vi en Amerikaner, en Tysker, en Nordmand og en Svensker, rigtig flinke Folk og gode Sømænd.  Om Rejsen er der ikke meget at skrive, kun dette, at vi maatte arbejde haardere end i de fleste Skibe, uden at det dog var os muligt at tilfredsstille Styrmanden, som viste sig at være en ualmindelig brutal og raa Person. Det gik naturligvis værst ud over Drengene, som han bankede af Hjertens Lyst. Skældsord regnede det ned med bestandig. Svenskeren Persson, og jeg gik temmelig godt skudfri; vi arbejdede ved Sejlene det meste af Rejsen, - reparerede de gamle Sejle og syede to nye nemlig et Forstængestagsejl og en Royal. Henimod Slutningen af Rejsen kom dog Turen til os ogsaa. Persson blev kaldet ned i Kahytten, hvor Skipperen og Styrmanden prøvede at tilføre Journalen en Klamamus, der gik ud paa, at han (Svenskeren) havde været ulydig med en given Ordre - Bøde 10 Shillings. Kort Tid efter var det min Tørn - samme Forseelse: Ulydighed samt opsætsighed, hvorfor Styrmanden mente at Nedsættelse i Hyre til 30 shillings vilde være en passende Belønning. Da jeg tillod mig at bruge »Kaje«, fik jeg opirret ham til den Grad, at han »Stak mig en paa Tæven«, som det hedder. Det var lige netop, hvad jeg ønskede. Saasnart Skuden var langs Kajen, fik vi fat i en Sagfører og nu regnede det ned med »Sager« for Mishandling osv. Skipperen hjalp imidlertid Styrmanden at stikke af for at undgaa Retfærdighedens truende Haand. Det var saaledes ringe Tilfredsstillelse for os at faa ham mulkteret; og nu lavede vi en »Bommert« (efter Sagførerens Raad). Vi anlagde nemlig Sag mod Skipperen, tabte og »nægtede Skibets Arbejde«. Vi nægtede at gaa til søs igen i Skuden, og de fire Mand vi fik i N.Y. blev puttet i Spjældet for 2 Maaneder, medens Wassel, min Kammerat fra »Lota«, og jeg blev taget med til søs, meget imod vor Vilje og bestandig nægtende Arbejde. Skipperen fortalte os, at Grunden til; at han ikke ogsaa arresterede os, var, at vi havde været saa længe ombord. Dersom vi vilde tørne til Arbejde igen, vilde han overse det Hele. Vi var imidlertid slet ikke ængstelige for at begynde igen. Han maatte først love at mønstre os af, saasnart vi kom til Havn. Da det ikke kan lade sig gøre at gaa iland i Syd Afrika uden mange Formaliteter, har W. og jeg besluttet at vente til næste Havn, saa meget hellere som Afrika ikke er meget værd for en hvid Mand. –

     Du kan saaledes forstaa, Fader, at jeg ønskede at have hele det Vrøvl overstaaet forend jeg skrev: vi ventede jo at komme iland lige til den sidste dag. Havnearbejdere tog Skuden ud til Ankerpladsen, og det var herfra, at de fire Kammersjukker blev afhentede i Politibaaden. Tyskeren Gagel var heldig nok i at blive mønstret af, inden alt Spektakelet begyndte. Han og jeg var oppe i Adelaide et Par Gange. Port Adelaide er nemlig bare en Udhavn til Byen, som ligger 2-3 danske Mil oppe i Landet. Vi var i det Zoologiske Museum og Malerisamlingen dér. Der findes ogsaa en zoologisk Have og mange kønne offentlige Bygninger, hvoriblandt Parlamentsbygningen for Staten SydAvstralien. - Skipperen vilde ingen Penge give os (Han ville ikke engang betale Sagførerens Regning; men det bedrøver mig nu ikke!), medens vi var i Havn. I Engelske Skibe er Loven saaledes, at det beror paa hans Forgodtbefindende, om han vil lade os faa nogen eller ej - ikke som i danske Skuder, hvor 2/3 af Hyren altid staar til Sømandens Raadighed. Jeg kunde saaledes ikke købe nogen Billedpostkort og sende hjem. - Gagel var meget liberal mod os hans tidligere Kammerater; han plejede at bringe os Brød og Frugter ombord, ligesom han ogsaa betalte Billet for mig o.s.v. paa Turene til Adelaide.

    De ny Mænd vi fik i Port Adelaide var: en Hollænder, en Tysker, to Finner, en Engelskmand og en Skotte - desuden en Første- og en Andenstyrmand. Alting har gaaet meget fredeligt paa Overrejsen fra Australien hertil. Styrmanden, en Engelskmand er saa god en Foresat som man kan ønske sig. Anden-Styrmand er en ganske ung Fyr, som har meget liden Sejlskibserfaring.

    Port Elisabeth ligger ved Algoa Bay ret ud mod det aabne Hav midtvejs mellem Cape Town og Port Natal. Ligesom ved de fleste af Byerne langs Kysten af Sydamerika er der ingen lukket Havn. Skibene ligger på Rheden og losser i Prammene. Det er kun undtagelsesvis, at en Skude gaar langs Kajen for at losse og kun i Tilfælde af, at det er et mindre Fartøj. Vi er saaledes meget heldige, idet vi vil blive bugserede ind til Bulværket imorgen. Dampkranerne vil snart faa vore Hvedesække ud, saa at vi kan komme afsted igen. Hver Aften vil vi imidlertid blive slæbte ud tilankers igen, dersom det er Paalandsvind. Det vil kun tage nogle faa Dage at losse »Peru«, medens de andre Skuder her: 3 engelske , 3 norske, 1 amerikansk og 1 italiensk, vil være nødsagede til at ligge 1 á 2 Maaneder paa Rheden og losse i Pramme og udsatte for Sydosten, som er meget slem her. Sytten store Sejlskuder drev ind paa Revlerne her for 3 Aar siden. Jeg husker, det stod i bladene, men »Lota« laa i Frederiksstad og lastede for Sydney. Der har været adskillige Skibbrud siden den Tid. Da det er den værste Aarstid nu, kan du tro, vi har helt glade, da vi hørte, at vi skulde losse ved Kajen. Hvorhen vi skulle gaa herfra, vides ikke med Bestemthed, men det bliver temmelig sikkert til Avstralien. Det er min Bestemmelse at gaa hjem derfra i en anden Skude. Jeg vil ikke blive i stand til at komme hjem til Jul, som jeg havde tænkt, men først i Marts eller April, om alt gaar vel. –

     Tiltrods for at ingen vidste Adressen hertil (hjemmefra), var der dog to Postkort til mig, et fra Anna med Højerup Kirke og et fra Sandberg med Chr. IX^des Bro – begge sendte til Ny York) Frisco – Sydney Adelaide og her. Da ingen andre i Lukafet har faaet Brev endnu, saa er jeg jo forholdsvis oven paa, som man siger. Sig Anna Tak for Brevet, Brevkortene og Fotografierne, som hun sendte til Adelaide. Du maa ogsaa Takke Emma og Maria for deres Billeder, som nu sammen med Oluf og Pastor Müller har Plads i mit Album. Hils Drengen (Annas Smaagutter ikke at forglemme) og Tøsene. Jeg længes efter at se dem og haaber som sagt at det ikke skal vare saa meget længe, inden jeg kommer hjem og faar det Ønske opfyldt. – Der er ellers intet mærkværdigt at berette fra den sidste Rejse undtagen, at vi saa en mægtig Skypumpe, og at vi slagtede en ene af vore Grise. Vi fik to i New York, to uartige smaa Bæster, som ikke vilde vokse. Angaaende mit eget Huld, da maa jeg sige at jeg er vel ved Magt og ikke ønsker at blive federe.

     I Haab om, at dette Brev maa træffe dig og Alle i Hjemmet i Velgaaende, vil jeg nu slutte for denne Gang. Min særlige Hilsen til Anna og Lavrits. Selv hilses du hjerteligt fra

Din hengivne Søn

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]