Wallaroo, 5. Marts 1910.

Kære Fader.

Nu ligger vi paa Rheden og skal fare. Hvedelasten er inde, og vi venter kun paa at faa fuldt Mandskab (der er rømt syv Mand fra os her). Vi skal gaa til Evropa.

     Om ca. fire Maaneder er vi velsagtens I Kanalen. Falmouth er vor Ordrehavn, hvortil jeg beder mulige Breve sendte (c/o Norwegian Consul). Det var fra Falmouth, at I derhjemme fik Breve sendt tilbage, fordi det trak saa længe ud med Hjemrejsen ombord i »Peru«. Apropos om »Peru«: Kaptajnen vi havde der, fører nu et andet Sejlskib, »Cumberland«. Han gik fra Port Adelaide for en Maanedstid siden, fortalte 3. Styrmand paa en Kystdamper mig den anden Dag. Samme 3. Styrmand var med paa en Rejse fra P. Adelaide til P. Elisabeth og tilbage hertil Wallaroo; men da var han 2. Styrmand.

     Naar du faar dette Brev, er Lavrits vel i fuld Gang med at bygge Huse igen. Det lakker jo mod Foraar derhjemme. Det stunder mod Efteraaret her.

     Karl havde jeg ventet Brev fra. Jeg skrev til ham, da vi laa i Spanien. Kaptajnen har lovet at sende en Postanvisning paa et Afdrag af min Gæld til Karl. Restbeløbet skal jeg sende, naar vi kommer til Evropa.

     Hvorledes gaar det med Ferskentræet ved Sydgavlen og Vintræet ved Køkkenvinduet, for ikke at tale om Stærkasserne paa Gavlen?

     Wallaroo er som jeg tidligere har skrevet, kun en lille Plads, der ligger nok saa bart mellem regulære Sandhøje – Klitter, der fyger som rigtige Snedriver, naar Vinden blæser. Her er dog ogsaa dyrket Mark rundt omkring med Hvede, Hvede og atter Hvede, men meget ringe Trævækst. I den sidste Tid har man kunnet se, hvad der tog sig ud som store Ildebrande inde i Landet. Bønderne brænder nemlig Stubbene af efter Indhøstningen af Sæden, og det er svære Stubbe. Høstmaskinerne tager kun Aksene, og man regner her, at kun omtrentlig 2/3 af Sæden kommer til Nytte. Resten ligger for lavt for Klippemaskinen at tage.

     For Øjeblikket ligger der tre andre Sejlskibe og laster Hvede, de to er norske. To andre Nordmænd er gaaet herfra med samme Slags Ladning, medens vi har været her; desuden adskillige Dampere.

     Styrmanden og jeg var en Aften paa Jagt efter kaniner oppe bag Klitterne, det vil sige, Styrmanden skød og fik en mens jeg laa saa stille som en Mus og røg Tobak for at holde Fluerne borte. En maskinist fra den Fabrik, hvortil vi bragte Ladning, har ret jævnligt foræret os Kaniner. Det var hans Bøsse; Styrmanden havde.

     Nu kan Ejvind vel snart skrive til mig? Og Mollert? Hvordan gaar det med Læsningen?

     Venlig Hilsen til Lavrits og Anna. Hils hele Familien for Resten; thi jeg faar næppe Lejlighed til at skrive mere, før vi kommer til Falmouth. Hils Oluf, den lille Murer, N. Nielsen maa du heller ikke forglemme at hilsen ej heller Postens M. Stine.

Jeg forbliver din hengivne Søn

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]