Rotterdam. 11/11 1913.

Kære Fader.

Sig allerførst Anna en hjertelig Tak for Brevet sendt til Banches, og Tak for det pæne Billede af de to smaa Kusiner. Jeg kan se at det maa ligne godt. De er rigtig søde begge to. Det er ikke med dette Fotografi som med et, der blev taget af min Ringhed sidste Vinter og hvorfor jeg var meget begejstret. Vor 1^ste Maskinmester sagde om det: »Det ser farligt ud; men det ligner godt«. Det var jo en køn Anbefaling.

     Som sædvanligt er jeg efterladende med at skrive hjem; og dog vil jeg gerne have Brev hjemmefra. Jeg sejler endnu med »Gulfaxe«, og jeg har ført Skibet siden Slutningen af Oktober. Da gik vi ind til København for at fylde Bunkerkul, og Captain Petersen gik saa i Land for at overtage det nye Skib »Rødfaxe«. Vi havde Trælast fra Riga til Rotterdam og gik derfra til Korsør med Briketter og Kul. Siden har vi været i Stettin efter en Stykgodsladning, som vi har losset her i Rotterdam. Der er jo intet særligt at bemærke om den Slags Rejser, uden at de sjældent er begunstigede af Vejret nu paa denne Aarstid. Vi skal gaa til København i Morgen med vor sædvanlige Ladning af Briketter til Statsbanerne, og det har jo Jav, for vi skulle jo gerne se at faa udlosset og komme af Sted fra Danmark inden Jul og ikke ligge der og drive i Helligdagene. Det havde været Meningen at vi i Stedet for Stettinrejsen skulde have haft endnu en Trælastrejse fra Riga; men der blev ikke noget af det. Det var Synd for Temaskinernes Skyld. Ja, én har jeg købt til Karl. Den er af Kobber, ikke særlig stor, men saadan passende til en Husmandslod, og saa kan den bruges til Kaffemaskine ogsaa, der er en vældig Kaffepose i den. Jeg skal sende den ned, naar vi kommer til København, hvis jeg da ikke selv kommer ned med den. Vi kommer sagtens nok til Libau eller Riga i Løbet af Vinteren, og saa skal jeg ikke glemme Anna med en Maskine. Karl skal også have en bedre, end den jeg har om Bord til ham nu. Den er vist nærmest beregnet til Kaffemaskine, og det var jo en Temaskine, jeg havde lovet at give ham. Antagelig faar jeg ogsaa bedre Lejlighed til at gøre den Slags Indkøb, nu da jeg er bleven Skipper, hvis jeg da bliver ved at være det?

     Indlagt er et Billede af Damperen Gulfaxe – det ser farligt ud; men det ligner godt.

     Sig til Herman, at naar jeg kommer til København skal jeg nok gøre Udveje for lange Støvler til ham. Mine gamle Søstøvler gav jeg bort her i Sommer for de var – ligesom den Ged, Manden trak til Marked med – Fandme ingenting værd.

     Vær nu saa god at hilse alle hjemme, Brødre og Søstre og deres Koner og Mænner og Børn. Hils ogsaa Niels Nielsen mange Gange fra mig. Er Broder Ole ikke snart gift eller forlovet? – jeg synes det trækker mig noget længe ud, inden der spørges noget i den Retning. Sig til Søster Anna – det vil sikkert interessere hende lidt – at der er en lille Pige i København, som jeg har kendt i c. 1½ Aar, og som mener, at naar Skibet kommer til København denne Gang, det da vil være passende, at jeg efter at være bleven redt og vasket kommer hjem til hendes Mor for at spørge, om jeg maa forlove mig med hende – ja, altsaa med den lille Pige – ikke med Moderen. Nu er der det ved ét, at jeg er jo snart saadan, hvad man kalder en halvgammel Fyr, akkurat dobbelt saa gammel som min Kæreste; men hun siger, at det gør ikke noget; og det gør det kanske heller ikke: Nu skal vi høre, hvad hendes Moder siger. Bare man vidste, hvad man selv skulde sige ved saadan en Lejlighed. Sig til Anna, at hun spørger mine Brødre Anton og Karl, hvad de sagde til deres respektive Svigermødre, dengang de første Gang præsenterede sig i deres Tilkommendes Hjem. Men Anna skal iagttage den dybeste Hemmelighed med Hensyn til, hvorfor hun vil vide det, og saa maa hun skrive til mig og fortælle mig Resultatet af sine Forespørgsler, saa jeg kan faa Brevet, naar vi kommer til København omkring ved d 14. ds. Lavrids kunde vel ogsaa give mig en Dessin til, hvordan man skal bære sig ad. Det er jo ret mærkeligt, at jeg behøver at spørge om Raad i den Retning, da jeg dog var en af de første af dine Børn, der gik ind i den hellige Ægtestand; men det maa jo erindres, at Svigermor slet ikke blev taget med paa Raad ved den Lejlighed fordi hun boede i et fremmed Land. (Sig nu imidlertid til Anna, at hun iagttager den fornødne Hemmelighedsfuldhed for det Tilfælde, at jeg skulde blev vist Vintervejen. Jeg vil overlade det til hendes Diskretion, om hun mener, det vil være rigtigt at spørge Lavrids, hvad han sagde ved den Lejlighed. Det kunde jo falde ham ind at gaa over Marken og over til parcellisten og sige som saa: »Nu skal du bare høre Anton, osv.« Efterskriften er nok ved at blive længere end selve Brevet, saa jeg maa hellere fortsætte paa et andet Ark.

     Alle Randbemærkningerne paa det andet Ark skal altsaa læses først, indtil dette bliver læst for at Anna kan forstaa sin Mission til fulde. Jeg nærer ingen Tvivl om at hun vil skille sig ved dette Hverv paa en tilfredsstillende Maade. Sandt nok er det jo ret store Fordringer at stille; at hun skal skaffe de nævnte Oplysninger uden at give Grunde derfor – men hvad, Kvinden har jo i vore Dage saa mange Rettigheder (kommunale og andre) saa man ogsaa kan stille nogle Fordringer til hendes Kløgt. Samtidig kan jeg dog ogsaa indse, at for at Anna skal faa den fornødne Interesse for Sagen, maa jeg selv meddele lidt om hende, som jeg skal til at forlove mig med. Det er jo naturligvis sin egen Sag at begynde paa at opremse alt om Vedkommendes Udseende. (hendes Alder er som sagt Tyve Aar); men om Smagen kan man jo ikke disputere; For mig at se, er hun køn. At alle ikke just er af min Mening havde jeg Eksempel paa i Forsommeren engang, da min Kæreste gik ud til Banches for mig med en Bog jeg havde laant. Banches var meget spændt paa at faa et se, hvordan hun saa ud. Fru Banche især, og jeg havde varskoet dem, at hun kom. Naa, næste Gang jeg kom derud, siger saa Fru Banche: »Ja, vi har faaet Bogen; men Deres Kæreste blev staaende nede paa Gaden, og jeg fik kun set hende fra Ryggen. Hun sendte en Zigøjnertøs op med Bogen.« Jeg spurgte saa om hvordan omtrentlig hun havde set ud, der blev staaende paa Gaden. Jo, hun var da, saavidt det kunde ses rank og slank og vistnok køn osv. Hvordan saa den anden, der kom op, vel havde set ud? Ja, hun kunde da mest træffende betegnes med det allerede anførte Navn »Zigøjnertøs«.

     Tak skæbne. Fru Banche blev helt perpleks, da jeg viste hende et Fotografi af Zigøjnersken, som naturligvis var min Kæreste. Hun, der stod paa Gaden, var hendes Kusine. Det har ikke været mig muligt at faa hende til at komme mere til Banches. Der var en saa udtalt Antipati mellem hende og Banches Kone ved første Øjekast, at det var tilstrækkeligt; og det gør mig i Grunden ondt for Banches er mine gode gamle Venner.

     Jeg skal (til Oplysning for Anna) anføre nogle Linier af et Brev fra en anden af mine gode gamle Venner fra den Tid, jeg sejlede i Sundfaren, nemlig Carl Sandberg. Han skriver: »Jeg har haft Fornøjelse at tale med Hr. Carl Lund, og ligeledes med din forhaabentlige ’Tilkommende’ – Frøken Lund – Jeg maa med Sandhed sige, at hun har gjort det allerbedste Indtryk paa mig. Hun er en rigtig venlig og forstandig Kvinde, som sikkert vil blive dig en god og retskaffen Hustru… «  Ja, det var nu hans Mening om hende. Til yderligere Oplysning (for Anna), skal jeg meddele, at hun og hendes Broder, som er et Aar yngre, og som forbereder sig til Studentereksamen, begge bor hjemme hos deres Moder, der er Enke efter en Dampskibsfører. En ældre Søster til dem er gift med Capt. Petersen, som førte Gulfaxe; indtil jeg blev Skipper. Familien er iøvrigt fra Bornholm og hedder Lund (som sagt i Sandbergs Brev). Min Kæreste, som for Resten er dansk Student, forestaar Husholdningen hjemme. Jeg har været der nogle faa Gange sammen med Broderen til Elisabeth (saadan hedder hun nemlig). Det er jo et navn, der ogsaa er kendt af skattet i den Pedersenske Familie. Jeg skal – for at afvæbne enhver Mistanke, som at det skulde være paa eventuelt Svogerskabs Vegne, at Capt. Petersen har anbefalet mig til Førerposten her, fortælle, at hun ikke vidste Spor om at jeg var Kæreste med hans Svigerinde, saa længe hun var her ombord. Om han ved det nu, skal jeg lade være usagt. Nej, vi gik saamænd meget stille med det, lige fra hun sejlede med en Maanedstid sidste Sommer, jo i 1912 altsaa. Hun er, naar jeg selv skal sige det, en rigtig nydelig og god Pige, som jeg holder meget af, og saa taler hun bornholmsk.

     Ja, Fader, nu maa du sige til Anna, at hun holder Tand for Tunge. Jeg skal saa senere meddele dig, hvordan det videre vil gaa. Min Kæreste har allerede for længe siden bedt hilse dig; men jeg har bestandig villet vente og se, hvad det hele vilde udvikle sig til. Intet her på Jorden er jo bestandigt – uden lige netop alle Tings Ubestandighed. Og nu Farvel og lev vel. Jeg længes efter at komme hjem og tale med Eder alle derhjemme, og høre hvad du og Anna og Lavrids mener om disse Nyheder, som her er meddelt af

din hengivne Søn

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]