Mit liv i Amerika

Af Erik Hemmingsen

Rejsen til Amerika

Min mor og jeg kom fra Danmark til Hobakken, NY på DFDS damperen Hellig Olav i sommeren 1919. Turen gik derfra med tog til Pensacola, Florida, hvor min far arbejdede. Jeg var ikke ganske to år og husker intet fra rejsen til Amerika. Meget vagt husker jeg en næsten uendelig lang togrejse; men den første lejlighed vi havde i Pensacola husker jeg klart.

Dansk talte jeg flydende da vi forlod Danmark, og det er muligvis mit møde med det Engelsk sprog som har hjulpet på min hukommelse.

Min far var rejst et halvt år tidligere for at blive direktør for et skibsværft der producerede dampere med træ-skrog, en virksomhed som havde en meget begrænset fremtid. Stål var langsomt kommet på markedet efter den første verdenskrig, således at træskibene ikke kunne betale sig.

Min far, som havde været skibsfører, gik til søs igen og blev fører på en firemastet skonnert, som havde sit hjem i Pensacola. Skibet sejlede med fosfat fra Florida til Perth Amiboy, New Jersey, hvor Armour and Company blandede det med affald fra deres slagtere og solgte det som gødning.

Denne stilling varede ca. et år indtil skibet traf en orkan ved Floridas vestkyst og blev så hårdt medtaget at det ikke mere kunne sejle.

Jeg var med på den sidste rejse. Stormen husker jeg ikke, men de mange dage man syede sejl for at erstatte dem stormen tog husker jeg godt. Jeg legede i de store bunker sejldug.

Fra Pensacola rejste vi til Philadelphia, P.A. i hvis nærhed Sun Oil Company havde et stort raffinaderi og nogle tankskibe hvorpå min far så sejlede.

Barndom

Det var i Philadelphia at jeg, fire år gammel fik skarlagensfeber, fulgt af langvarige betændelser. For at hjælpe på den kedsommelige sengeligning, fik mine forældre skolebøger tilsendt fra Danmark og lærte mig at læse, efterhånden også at skrive og regne, på Dansk naturligvis. At læse først Norsk og så Engelsk kom snart.

Efter to år i Philadelphia flyttede vi til en lille landsby, Stratford, i New Jersey, ca. en halv time med sporvogn fra Camden, N. J. hvorfra færger gik over Delaware floden til Philadelphia. I Stratford fik jeg snart difteritis, som igen betød lang sengeligning. Resultatet var at jeg begyndte skolen da jeg var syv år gammel og ikke fem som var den sædvanlige begyndelses alder.

Fordi jeg kunne læse, skrive og regne begyndte min skolegang i Stratford i tredje klasse. Der sad jeg og kedede mig i halvandet år. De vigtigste nye kundskaber var dem man måtte have for at opføre sig ordentlig i en skole.

Skolen i Stratford havde kun fire værelser da jeg begyndte der. Der var to klasser, dog kun en lærerinde, i hvert værelse. Således lærte man også i tredje klasse det som var behandlet i fjerde klasse. Dvs. at der kom først noget nyt når man nåede femte klasse. Sjette kunne man derfor godt springe over og det gjorde jeg heldigvis. Jeg var derfor færdig med Stratford skole i Juni 1930.

Der er tolv år skolegang i USA. De fire sidste kaldes »high school«, og til dem måtte man fra Stratford køre med bus eller sporvogn til en lidt større by, der havde en high school. Der havde man fire år latin, to år tysk, fire år matematik og fire år af diverse videnskaber. Heldigvis kunne jeg allerede læse tysk, men fik gavn af skolen. Vi talte aldrig fremmedsproget. Opgaven var altid at oversætte til Engelsk. Man vidste at det var nødvendigt at kunne læse tysk i ens videnskabelige studier, når man kom på universitetet. F.eks. var i et af mine universitetsår fire af mine lærebøger skrevet på tysk og en på fransk.

Foråret 1926 kom min far hjem fra søen. Man opererede og fandt fremskreden kræft i hans bugspytkirtel. Han levede dog indtil efteråret 1936 og arbejdede i den tid for et assurance selskab i Philadelphia.

I sommeren 1928, mens jeg var i mellem femte og syvende klasse, sejlede jeg som messedreng på en lille dansk damper, Dansk Fransk Halland. Turen gik fra New York til tre havne i Venezuela med stykgods, og så til Cuba, hvor vi fik en ladning råsukker til Philadelphia. På den rejse blev mit kendskab til dansk betydeligt udvidet, bl.a. fik jeg læst samtlige numre af tidsskriftet FREM, som havde videnskabelige artikler.

Nitten hundrede og otte og tyve var året mine forældre traf familien Branson, som også boede i Stratford. Hr Branson og min far talte sammen om de bøger de læste, og min mor og fru Branson havde begge to stor interesse for deres blomsterbede og grøntsagsbede. Vi havde begge store haver, vores var 30 x 53 meter.

Bransons havde to små piger Louise og Margaret, som mine forældre glædede sig ved at kende. Hr. Branson havde dog altid ønsket sig en søn, og han tog den plads som min syge far ikke kunne passe. Hr. Branson var mig en rigtig far indtil han døde mange år senere. I mine skoledage, tog han mig på udflugter i Pensylvanias bjerge og i mine universitetsår fandt han tre gange sommerarbejde til mig, således at jeg kunne fortsætte mine studier.

I vinteren 1929-30 fik Louise overtøj, hvis hætte havde to hareører og hvis bukser havde en lille hale i bagen. Børnene i nabolaget kaldte hende for »The Bunny«, altså den lille kanin og det navn beholdte hun. Jeg har kaldet hende Bunny lige siden. Min mor foretrak dog navnet Louise.

I 1932 flyttede Bransons til et hus som var lige ved siden af vores, og min syge far fik sig mange glædelige timer ved at Branson børnene kom og talte med ham når han kom hjem fra arbejde. Han tegnede og fortalte (han var en temmelig god kunstner) og han gav dem papir og blyanter til at tegne med.

Fars kræft var på denne tid så vidt fremskredet at vi flyttede hans seng ned til et værelse i stueetagen for at undgå faren for at han ville falde ned af trapperne. Han sov lige under mit værelse og jeg kunne høre ham klage sig om natten. De små Branson piger var ham en slags lettelse og glæde i et ellers pinefuldt liv.

Mine forældre og jeg talte altid dansk til hinanden. Efterhånden lærte Bunny nok til at vi kunne lade hende hente os et eller andet som vi trængte til. Denne kundskab forsvandt hurtigt efter Branson flyttede væk i 1935.

Sommeren 1933 sejlede jeg som jungmand på Dansk-Fransks Motorskib Irland. Vi kom til Mexico, Ghent i Belgien, og København. Der gik jeg i land. I nogle dage boede jeg hos min mormor på Løgstørgade, fik nogle tænder repareret af min morbror, tandlægen, og lærte nogle af min mors familie at kende.

En dag kørte man mig til Vedskølle, nær ved Vallø hvor jeg mødte mange af min fars familie. Min faster Anna havde samlet nogle af dem sammen til en frokost.

Det var min faster Anna at min far skrev med. Hendes breve var ham en meget stor glæde i hans sidste dage. Jeg læste dem naturligvis ikke, og var derfor ikke helt klar over hvor stor min fars familie virkelig var. Det var mig lidt af en forbavselse.

På hjemture, også på en af Dansk-Fransks skibe arbejdede jeg ikke. En betændelse i min blindtarm var meget pinefuld. Heldigvis blev den noget bedre i løbet af efteråret, men den var aldrig rigtig god igen.

Studieår

Efteråret 1934 begyndte jeg mine universitetsstudier, på Temple University i Philadelphia. Der bestemte jeg mig til at studere fysik, men fordi at tiderne var meget dårlige gik jeg også til forelæsninger over pædagogik og psykologi, således at jeg ville blive kvalificeret efter fire år til at blive skolelærer i staterne New Jersey, Pennsylvania og Delaware. Andre stater nævner jeg ikke, fordi jeg aldrig har vist hvad deres regler var. Hver stat har sine egne. Efter fire år på et universitet kunne man også begynde at studere medicin, gå på tandlægeskole, eller fortsætte ved at arbejde på en magister- og senere en doktorgrad i et eller andet akademisk fag. De fleste holder op med deres studier efter fire år. Så kan man blive skolelærer, ingeniør, og meget andet.

Jeg valgte at begynde at arbejde på en magistergrad i fysik, som jeg kunne få ved at fortsætte på Temple Univesity. Det var så højt som man dengang kunne komme på Temple, men dette bekymrede mig ikke. Andre muligheder havde jeg ikke fundet.

Bransons børn var begyndt at vokse op. Bunny, f.eks. begyndte high school i september 1938 samme år som jeg begyndte at arbejde på magistergraden. Hun var da tretten år gammel. Når Bransons tog mig med på udflugter var vi sammen; f.eks. lejede Bransons to kanoer og tog en eftermiddags sejlads på én af New Jerseys åer. På den var Bunny og jeg og hunden i den ene og Bunnys forældre med søsteren i den anden. Der var naturligvis unge damer af min egen alder som interesserede mig meget, og jeg regnede kun Bunny for at være et barn som var en god ven og godt at have med på en udflugt.

I november 1936 døde min far. Snart flyttede jeg til et værelse nær ved Temple. Mor blev i Stratford, hun var syg og fik en operation i løbet af vinteren. I det tidlige forår 1937 fandt hun os en lille lejlighed nær ved Temple. Så gik mor til banken, forærede dem nøglen til huset i Stratford, og fik nogle af vore møbler og andre sager flyttet til lejligheden i Philadelphia. Resten lod vi stå i huset hvor vi havde boet.

Sommeren 1937 arbejdede jeg som statistiker hvor Hr. Branson fandt mig en stilling, og jeg arbejdede for ham – Mor arbejdede i julen 1937 på et magasin i Philadelphia, hvor hun pakkede gaver ind. Det var hårdt, men vi klarede det. Heldigvis var jeg bleven videnskabelig assistent hos fysikerne på Temple. Det betalte vor husleje og lidt mere. Julen 1937 var vi hos Bransons til middag. I mange år derefter var jeg hos dem i Julen og iagttagede deres små piger som de voksede op.

I juni 1938 rejste mor til Danmark. Jeg tog til Washington D.C. hvor jeg arbejdede som statistiker for The American Federation of Labor på dets hovedkontor. Det var en stilling som Hr. Branson fandt til mig.

Mor blev i Danmark indtil efteråret 1939, da hun kom hjem på den sidste passagerdamper som forlod Danmark før krigen brød ud. Jeg fandt et værelse nær ved Temple og begyndte på en magistergrad i fysik. Heldigvis inviterede Bunnys mor mig til middag en gang imellem.

På Temple havde man ikke de forelæsninger over matematik som fysikerne syntes jeg burde høre. Derfor blev jeg sendt tværs over den indre by i Philadelphia til The University og Pennsylvania, i hvis tekniske højskole passende matematiske forelæsninger kunne findes.

Dengang Hitler kom til magten i Tyskland blev mange af de bedste videnskabsmænd jaget ud af landet. Mange kom til USA, hvor der var universiteter som for første gang fik videregående studier i matematik og videnskaberne. Blandt disse var det katolske universitet, Notre Dame i South Bend Indiana, hvor man fik folk fra Tyskland og Østrig samt nogle gode unge amerikanere og begyndte på studier til både magister- og doktorgrader.

Notre Dame var anlagt af katolske præster af en orden der på Engelsk hedder the Congregation of the Holy Cross. Mange af lærerne var præster og der var mange af de studerende som læste teologi og blev præster selv.

I foråret 1939 fortalte min professor på University of Pennsylvania at han havde skaffet mig en stilling som videnskabelig assistent på University of Notre Dame. At det var et katolsk universitet, sagde han, ikke ville genere mig, at det betalte næsten dobbelt så meget som Temple synes jeg kunne have interesse; men Indiana var langt væk og jeg var nogle uger om at bestemme mig. At jeg skulle forlade fysik og studere matematik var jeg heller ikke helt glad ved. Til sidst bestemte jeg mig og kom på et tog til South Bend, Indiana.

Sommeren før jeg rejste havde været god. Jeg arbejdede i et fysiklaboratorium på Temple, men studerede ikke. Flere gange var jeg på udflugter med Bransons. Jeg har fotografier af Branson børnene på sandet ved New Jerseys kyst og i en ruin midt i en fyrreskov nogle kilometer fra kysten. I julen var jeg naturligvis til middag hos dem.

Bunny kom på en kostskole omtrent samtidig med at jeg rejste til South Bend. Der var hun tre år, kun i skoletiden naturligvis.

Min tur til South Bend var mindeværdig. Vi kom af sted aftnen før tyskerne sendte en hær ind i Polen, men der er seks timers forskel mellem Tyskland og Pennsylvania, således at nyhederne fra Polen nåede her mens toget var på vejen mod vest. Konduktøren kom og fortalte hvad han havde hørt hver gang vi kom på en af de få stoppesteder, der var.

South Bend, Indiana er ikke en af verdens storbyer, og jeg savnede mange ting, jeg havde været vant til i Philadelphia. Jeg savnede også de mange venner og bekendte fra mine fem år på Temple.

Notre Dame ligger nogle kilometer fra byen, hvor jeg fandt et værelse. Derfor var det første jeg købte en cykel. Heldigvis var vintervejret der ikke værre end at jeg kunne køre til universitetet hver dag. Spisesteder var der på universitetet og inde midt i South Bend, hvor jeg fandt et billigt sted. Fru Bransons måltider savnede jeg meget.

Jeg måtte vende mig selv til at være på et katolsk universitet. Der var kors i hvert klasseværelse og hver dags post bragte mig nogle sider hvor på der var religiøse skrifter. Præster og nonner var alle steder. Det var meget vanskeligt at undgå den katolske religion.

Heldigvis var Bunny kommet hjemmefra til en kostskole i Pennsylvania og var villig til at skrive til mig en gang imellem. Hun var min kontakt med verdenen og hjalp på min hjemve. På den kostskole var hun i tre år, de sidste tre år af high school. Derefter var hun fire år på en College.

Jeg var to år i South Bend, så kom efterhånden oprustningen her i USA og videnskabsmændene på Notre Dame forsvandt langsomt. To af dem skrev til University of Pennsylvania hvor jeg blev videnskabelig assistent i september 1941. Det var mig en glæde at vende tilbage til Philadelphia.

Sommeren 1941 fandt Hr. Branson mig arbejde på et mejeri, hvor jeg stak brugte mælkeflasker ind i en stor maskine som vaskede dem og derefter fyldte dem med mælk. Det var mig en stor hjælp i året 1941-1942 fordi at University of Pennsylvania betalte meget dårligt i forhold til Notre Dame. Min magistergrad havde jeg fra Notre Dame, på Univ. of Pa. begyndte jeg på arbejdet på en doktorgrad. En del af hvad senere var mit doktordisputats havde jeg allerede skrevet på Notre Dame.

Angrebet på Pearl Harbor kom i december 1941. Tidligt i 1942 prøvede jeg på at melde mig til en officersskole i flåden, men en ørebetændelse fra min barndoms skarlagensfeber forhindrede dette. Derimod viste det sig at nogle papirer jeg fik dengang jeg studerede fysik på Temple gav mig adgang til en stilling som fysiker på flådens luftværnslaboratorium i Philadelphia. Det var heldigt at det var i Philadelphia, for så kunne jeg arbejde videre på University of Pennsylvania om aftenen.

Det var lange dage vi havde i flåden, ni timer om hverdagen og kun otte timer om lørdagen. Det gik langsomt med mit doktordisputats, men det gik.

Bunny så jeg en gang imellem, ved juletid og en lille ferie hun havde i påsken. Der var nogle unge mænd på hendes skole som hun fortalte mig om. Der var nogle unge damer på mit laboratorium som jeg så lidt til. I de dage havde Hr. Branson aftenarbejde i Philadelphia og vi spiste ofte middag sammen på en restauration, men nævnte aldrig disse sager.

Disse mange års universitetsstudier var ikke gratis. På Temple blev jeg frikendt fra fire femtedele af omkostningerne, men den sidste femtedel skulle betales. Mit første år på University of Pennsylvania var slet ikke gratis. Det var heller ikke de tre år jeg læste der mens jeg arbejdede for flåden.

Heldigvis kunne jeg låne nogle penge. Min high school havde et fond som lånte mig nok til at betale det første år på Temple. De næste tre år var betalt af en læge i byen Stratford, som lånte mig nok til det. Og så i 1939 fik jeg et større lån tilsendt fra min morbror, som var tandlæge i København. Dette sidste beløb betalte lidt af det jeg måtte bruge til at leve i mit femte år på Temple og mit år 1940-41 på University of Pennsylvania. Det gav mig også lidt af et reservefond som lettede mine bekymringer.

Alt i alt var lånene det som muliggjorde mine studier, det arbejde som Hr. Branson fandt til mig betalte resten.

Ved juletid og en gang imellem når Bunny var hjemme fra sine skoler var jeg til middag hos Bransons. Som sædvanlig, ved skoleårets ende i 1943 fik jeg telefonbesked fra fru Bransons »Louise kommer hjem på fredag, Vi venter dig til middag på lørdag. Kom om morgenen og spis også frokost her.«

Pludselig opdagede jeg at Bunny var holdt op med at være et barn og var blevet en ung dame. Dette var noget helt nyt i mine tanker, som jeg straks nævnte til Bunny. Hun svarede meget – sødt at der var en ung mand som hun syntes meget godt om og at det var synd for mig at jeg ville spilde min tid med at bejle til hende. Så spildte jeg min tid med at se Bunny hver gang hun kom hjem, og jeg fandt altid en passende udflugt som vi kunne nyde sammen. Bunnys mor var lidt køligt anlagt mht. dette og hendes far sagde aldrig et ord selv om vi spiste middag sammen to eller tre gange om ugen. Min egen mor var henrykt. Hun sagde dog. »Dette var en idé jeg troede du fik for tre år siden. Hvorfor har du været så langsom?«

Professor

I 1945 blev vi forlovet og i juni 1946 blev vi gift. Det skete samme uge som Bunny var færdig på Wilson College i Chambersburg, Pennsylvania og jeg fik min doktorgrad på University of Pennsylvania, hvortil jeg var vendt tilbage i september 1945.

På amerikanske universiteter er der tre slags stillinger som alle kaldes »professor«. En nybagt doktor kan blive assistant professor. Om nogle år (syv i mit tilfælde) kan man blive forfremmet til at være associate professor, og ofte dermed blive fast ansat. Hvis forskning og undervisningen passer universitetets fakultet, kan man nogle år senere blive professor. Det er der mange der ikke når.

Sommeren 1946 blev jeg assistant professor på University of Georgia i Athens Georgia. Den stat har diverse andre højere læreanstalter, f.eks. en fin teknisk højskole i Atlanta, Georgia. Af disse er University of Georgia den ældste.

Det interesserede mig at krigen mellem staterne i 1860 endnu var meget vigtig for mange mennesker. Jeg fik at vide fra en af mine kolleger at hans farfar havde været én af sydstaternes generaler og han sagde mig flere gange hvorledes man skulle behandle negerne. Jeg følte mig ganske ubehagelig derved.

Man var heller ikke helt ærlig med hensyn til det arbejde man ventede. Jeg fik flere undervisningstimer end jeg syntes var passende. Mange af mine studerende var temmelig dårligt forberedte, og jeg var ikke særlig glad ved nogle af mine kolleger, hvoraf to ikke kunne huske sydstaterne tabte krigen i 1865. De syntes at være kede af at slaveriet var ophævet.

Jeg søgte derfor en ny stilling, helst i norden. Den fandt vi på Syracuse Univesity i staten New York. Der var jeg ansat indtil jeg faldt for aldersgrænsen ved juletid i 1987. Årende 1971 – 1979 var jeg hvad vi kalder department chairman, en stilling som svarer til direktør for matematisk institut.

Sommeren 1947 rejste vi til Danmark. Vi sejlede på et af Dansk-Fransks nyeste skibe, et amerikansk victory ship. Bunny var passager og jeg arbejdede som kahytsdreng. Nogle af officererne havde kendt mig som messedreng i 1928, nitten år tidligere. På hjemturen var vi begge passagerer på et af Nordens skibe.

Under opholdet i Danmark boede vi på et værelse i min morbrors tandlægeklinik på Bredgade. Vi havde to udflugter: tre dage på Bornholm og en dag i Vedskølle hos min faster Anna.

På Bornholm, så vi Ebbedalen, Østerlars rundkirke og fæstningen Hammershus. Èn dag kørte vi med tog til Køge og derefter med Østsjællandsk jernbane til Vallø Station. I Vedskølle havde faster Anna samlet nogle af mine mange fætre, samt min faster Marie. Min københavnske familie talte sommetider engelsk til Bunny, men i Vedskølle måtte hun nøjes med at prøve på at forstå lidt af det danske hun hørte.

På skibet der bragte os tilbage til Amerika hørte hun mere Dansk. Resultatet var at hun var kommet godt i gang med at forstå sproget da vi landede i en havn i Virginia, hvor svigerfar hentede os og kørte os hjem til Haddenfield, New Jersey hvor han boede.

September 1947 rejste jeg til Syracuse, New York, hvor jeg fandt et værelse. En lejlighed fandt jeg i foråret 1948, den var ca. en halv time med cykel fra universitetet. Der boede vi to år.

Vejret i Syracuse var helt anderledes end det vi kendte til i New Yersey og Philadelphia. Det sneede den sidste dag i september og ofte derefter indtil først i maj. Det gennemsnitlige årlige snefald der er ca. tre meter. Efterhånden bliver man vant til det.

Vores datter, Kirsten, blev født i 1949 og i 1950 købte vi et hus nær ved universitetet (med hjælp fra min mor og fra svigerfar). Vor søn Carl blev født i 1951.

Året efter vi kom til Syracuse begyndte Bunny at arbejde på en magistergrad i biblioteksvidenskab. Derefter var hun bibliotekar på nogle skole, først i byen Syracuse og så, nogle år, på en skole i Lafayette, New York, hvor samtidig der var nogle timer om ugen i skolen på Indianer reservatet nær ved Lafayette.

Lafayette ligger ca. en halv times bil tur syd for Syracuse, en drøj tur i en snestorm. Vejen fra Syracuse til Lafayette kommer op på to hundrede meter over havet og bakkerne der fanger sne ud af nordenvinden der har blæst over den store Oreida Sø og hentet fugt fra det forholdsvise varme vand. I Syracuse fik vi 3-6 centimeter hver dag, som hed »den daglige sne«, den fik vi også i solskin. Der var meget mere når det stormede.

Det akademiske år 1953-54 arbejdede jeg på Matematisk Institut i København, hvor jeg oversatte Børge Jessens bog om reelle funktioner til engelsk. Desværre kunne Jessen aldrig holde op med at skrive bogen om og om igen. Han var aldrig tilfreds med sine egne tanker. Derfor kom oversættelsen aldrig på tryk.

I nogle måneder førend vi sejlede til Danmark arbejdede Bunny med at læse dansk. Hun købte en lille bog med øvelser i at oversætte fra engelsk, og jeg rettede hendes arbejder. Nu taler hun endnu et flydende dansk.

Vi lejede stueetagen af et lille hus i Gentofte. Vor datter Kirsten kom i børnehave og lærte pænt dansk. Det lærte vor lille søn Carl bare ved at være sammen med os. Jeg kørte til universitetet hver dag på en cykel ind gennem fælledparken.

Årets store begivenhed var min kusine Tulles sølvbryllupsfest, noget hun havde glædet sig til i lange tider. Der traf jeg en af min fars fætre fra Møn, hvis navn jeg desværre har glemt.

Året 1965 – 1966 var jeg professor på Norges Tekniske Højskole i Trondhjem. Der gik vor søn Carl i skole og lærte nok norsk til at han kunne forstå Dansk da vi kom til København i Julen. Tre år senere, i september 1969, flyttede vi til Nashville, Tennessee, hvor jeg blev hvad vi kalder department chairman, noget som svarer til det skandinaviske direktør for matematisk institut.

Carl kom på samme kostskole som Bunny i sin tid var på og vor datter Kirsten fortsatte sine studier på Syracuse University.

Næste år var vi vendt hjem til Syracuse, hvor vi lejede et hus i nærheden af universitetet mens vi søgte et sted at bo. Det fandt vi i byen Manlius, ca. 18 kilometer østpå og der boede vi indtil vi flyttede her til alderdomshjemmet

Manlius er en by med ca. femten tusind indbyggere og nogle tusind som bor i byens nærhed, deriblandt os. Bunny havde forladt sin gode stilling i Lafayette, men blev snart bibliotekar i byen Manlius.

Fritid

I 1962, mens vi boede inde i byen Syracuse købte vi en ødegård ca. 30 kilometer syd for byen. Gården var 1,6 kilometer lang og 0,4 kilometer bred. Den løb fra øst til vest over en snæver dal i hvis bund der lå en lille biflod af Tioghniaga floden, en lang flod som er biflod af den virkelig store Susqvahanna flod. Det v ar bakkelandskab. Åen var 365 meter over havet mens det øverste ved gårdens ender var oppe på 690.

Gården havde to huse, et gammelt og lidt faldefærdigt som var bygget i 1820 og et andet bygget i 1890. Over gaden var der en stor lade med båse til seks heste samt plads til to køer og deres kalve. Ovenover var der et meget stort høloft. Af det gamle hus rev jeg meget ned og brugte tømmeret til reparationer i ny huset, hvor jeg blandt andet erstattede den retirade som var i et skur bag på huset med et ordentligt WC. Vand fik vi i rør fra en kilde op af en af bakkerne.

Ca. den halve gård stod i skov. De rigtig stejle bakker var alle skovklædte. Hvor det var muligt at køre en traktor var der hømarker. På meget af dem fik jeg plantet små træer, fyrre tusind i alt, og selv plantede jeg mange nøddetræer af forskellig slags. Ca. 1805 fik en veteran af vor krig mod England gården som erstatning for den løn man ikke havde betalt ham under krigen. Dengang stod den helt i skov og havde træer godt en meter i diameter. Lidt af disse, skåret til fine brædder, så vi i husene.

Snart havde ejeren bygget en dæmning over åen, en savmølle ved dæmningen, og både det gamle hus, og et hus til en arbejdsmand han havde. Af det sidste var der kun en kælder tilbage i vores tid. Man byggede også laden og en anden stor bygning (stald) til køerne.

Senere byggede sønnesønnen det hus jeg reparerede på og lod sin mor bo i det gamle.

Efter Erie kanalens åbning i 1824 kunne oste og heste let sendes til byen New York, og endnu senere kom der en jernbane kun en halv kilometer syd for gården, således at store mængder tømmer let kunne sendes sydpå.

Det var hovedsagelig gårdene syd for Syracuse der leverede de mange tusind heste man havde brug for i storbyen New York. Winston Churchills svigerfar blev en meget rig mand ved at virke i denne hestehandel. Han boede i landsbyen Pompey ca. ti kilometer syd for Syracuse.

Hestehandlen forsvandt eftersom byerne gik over til motortransport. I 1975 plantede én af naboerne endnu hø på nogle af markerne, men til sidst kunne dette ikke betale sig. Dengang vi solgte gården i 1999 lå der endnu store bunker gammelt hø på markerne.

Jeg blev aldrig jæger, men andre jagede hjorte på gården. Som ejer af en betydelig gård fik jeg lov til at skyde en ekstra hjort foruden de to jeg ville have haft ret til som jæger. Politichefen i Manlius og nogle af hans bekendte fik lov til at jage på vores vegne og vi fik en god hjortesteg.

Ræve havde vi, både røde og grå, prærieulve og kalkuner var der også. Èn gang så jeg mærker af bjørnepoter i lidt mudder i skoven, men den gik heldigvis et andet sted hen. En gnaver som kaldes woodchuck lavede store huller i markerne. Dem skød jeg med min riffel, som vor dattersøn morede sig med at skyde når han kom på besøg. Vi fyldte vand på gamle malingsbøtter og satte låget på. De sprøjtede dejligt når de blev ramt.

Pension

I 1999 flyttede vi fra Manlius til et alderdomshjem i Kennett Square, Pennsylvania, ca. halvtreds kilometer syd for Philadelphia og ikke langt fra staten Delawares grænse. Vi har en lille lejlighed med tre værelser, et køkken og to badeværelser. På engelsk bruger man ikke betegnelsen, »Old Folks Home«, men siger »Retirement Community«, hvad naturligvis betyder det samme. Der kommer læger fire dage om ugen, vi har sygeplejersker hele døgnet, der er to store spisesale, mødelokaler både store og små, et svømmebassin, et rum til gymnastik med diverse maskiner og to folk der råder os mht. deres brug, og så et meget stort snedkerværksted som vi gamle kan more os i, med fire store maskinsave, boremaskiner, drejebænk, maskinhøvle, osv. Der arbejder jeg to timer hver morgen og fremstiller møbler for det meste til vores børnebørn, Kirstens to: Carl og Inga.

Carl fik sig en magistergrad i retsmedicin i Washington, D.C. efter han var fire år på the University og Michigan, nu er han i sit sidste år på Rutgers School of Law. [Rutgers er statsuniversitetet i New Jersey]. Inga blev uddannet på University of Delaware og er nu sygeplejerske på et hospital i Philadelphia.

Lige inden vi flyttede til Kennett Square solgte vi både vort hus i Manlius og Ødegården. Vi tilbød vores børn gården, men den var for langt væk fra deres boliger.

Carl og Kirsten kom med en lastbil og tog af møbler og andet, som vi ikke ville have plads til, det de ville have. Resten blev solgt af en dame hvis speciale der er at tømme huse for de ting folk ikke kan bruge.

Jeg medbragte lidt af mit eget værktøj: tredive høvle, femogtyve stemmejern, håndsave, osv.

Vi er kommet 400 kilometer syd for Syracuse. Vejret er meget varmere her^*), og vinteren begynder ikke før godt ind i november. Vi er kommet tilbage til det klima vi kendte som børn. Bunny gik for resten til high school ca. ti kilometer fra Kennett Square. Herfra til staten Delaware er kun fem minutters kørsel med bil, og Bunny går til forelæsninger på University og Delaware, en halv times kørsel herfra.

Det er også i Delaware at vi køber øl, vine, og spirituosa, som ikke er så hårdt beskattet der. Pennsylvania ha ret statsmonopol på disse varer som ikke bare er dyr men også udygtig.

Det vi synes bedst om i Delaware er en meget stor park. Der går vi mange ture, flere gange om ugen i godt vejr. Parken ligger i et bakkelandskab og er plantet som skov med blomstrende buske under træerne. I april og maj er der et væld af farver. Midt i parken er der en meget stor bygning som har en stor samling malerier og en endnu større samling amerikanske møbler fra før 1860. Møblerne er arrangeret i rum der passer til deres alder, købt af gamle huse. Parken og museet var anlagt af en af familien Du Pont, som drive store fabrikker der laver kemikalier, maling og sprængstoffer.

En anden af Du Pont familien havde en meget stor blomsterhave hvor vi ofte tager os en rundtur på udkanten af skov, lange blomsterbede, og blomstrende buske. Den er ca. 3 km. Der er der et meget stort drivhus, med banantræer og palmer i den ene ende, et stort rum med orkideer, et med kaktusplanter fra sydveststaterne og diverse små rum hvor den gamle Du Pont hentede frugter og grøntsager hele året igennem.

*) Den femtende november var temperaturen oppe på seksten grader celsius.

Erik Hemmingsen, november 2005

[ Forrige emne | Herman | Næste emne ]