I næsten alle sine breve fra søen sender Herman er særlig hilsen til Niels Nielsen. Denne side fortæller en god historie og læseren, hvem Niels Nielsen er. /Carl Hemmingsen 2005
Vi havde slaaedes hele dagen. Der var en Banke som Tyskerne havde kørt Kanoner op paa. Imellem den og vor Stilling laa der fuldt af døde, akkurat saa tæt som Kokkene. (Bunkerne) paa en Mark der var kørt Møg ud paa. – Og i en Mølle der laa noget ude til venstre var der 1600 Mand saarede. Først tænkte vi paa at skyde paa Møllen men saa hejste de Flag, og saa lod vi være, men hele Dagen kom der nye Korps helt op imod Skanserne, og skreg Hurra og efter dem kom der flere.
Saa om Aftenen blev der jo en Slags Stilstand eller Vaabenhvile, hvad de kalder det; men om Natten, klokken kunde vel være en et, to Stykker blev vi pebet ud og saa gik vi. Vi var 200 Mand under Kaptain Ahlman, og han var jo kendt dernede – han kunde baade Plattysk og Højtysk. – Vi var i Bagtroppen, tilbage i Stillingen blev der bare nogen Halmmænd med Kapper paa og saa en rød Hund.
Haard Vinter var det, og Vejene var saa glatte som et Spejl af al den Køren og Trampen paa dem. Ingen Mad fik vi andet end nogen tørre Brødskorper. Mig kaldte de nok for Bryggeren. »Din tykke Brygger« sagde de, men jeg havde ingen Øl saalidt som de andre. Befolkningen havde kun lidt at give os, for det var jo allerede givet bort til dem som havde ligget der, eller som var kommet i Forvejen. Naa, Ahlman han førte os nu ad Genveje. Andendags Aften kom vi til en Skov, og i Udkanten af Skoven laa et Hus. Der kaldte han Manden op og han maatte følge med os. Igennem Skoven gik vi i Gaasegang ad en Sti. Paa den anden Side af Skoven kom vi til en Herregaard, hvor Folkene blev kaldt op, for at vi kunde faa nogen Forplejning. Her fik vi Grød og Smørrebrød til Tørmad.
Om natten blev vi kaldt til Gevær, for der var nogen som sagde, at Tyskerne kom ovre paa Chausseen, den Vej som den øvrige Hær var gaaet ad, og som vi skulde have gaaet, hvis vi ikke havde skudt Genvej.
Der blev sendt en fem, seks Mand for at se efter, og de kom tilbage og fortalte, at det var vore egne, som kom ad Vejen. Saa raabte Ahlman at vi skulde gaa ind igen for at hvile, hvad Hvile fik vi vel, vaade og forfrosne som vi var. Ja det var en stræng tur den, og det var ogsaa slemt for Hestene.
Vi mistede nu ingen af vore 200 Mand uden en Aspirant, som faldt fra, men imellem de andre var der mange, som blev udmattede og lagde sig i Vejgrøfterne. Et Røg og et Føg var det, saa vi ku´ ikke aabne et Øje. Holdt vi Hvil og lagde os ned, varede det ikke længe, inden vi knap havde et lille Hul til Ansigtet, ellers havde Sneen dækket os. Og saa var det værst at komme op igen. Vi maatte gaa paa alle fire til at begynde med, og saa knagede og knirkede det i alle Ledene, saa det var jammerligt. Naa værst var det jo med Hestene, for de stod jo stille og frøs ihjel. I Vejgrøfterne laa baade de og Vogne og meget mere. Den tredje Nat var vi naaet saa langt op imod Dybbøl, saa at der skulde stilles Mandskab ud paa Vagt i en Skov, og da vi var saa samlede, og ingen var faldet fra den Trop jeg var med, saa fik vi den Bestilling. Vi lavede Baal af kvasbunkerne, som laa i Skoven, for at varme os. Paa den ene Side frøs vi, og paa den anden Side stegte vi os selv, saa Kappeærmet blev svedent. Efter den Nattevagt var vi saa udasede, at vi maatte over paa Als og ligge i nogen tid for at komme lidt til Hægterne igen, inden vi kunde begynde paa Skansevagterne i Dybbøl. Paa Als laa ogsaa de Folk med deres Heste og Vogne, som var blevet tilsagde at hjælpe til med Transporterne under Tilbagetoget. Deres Vogne blev nummererede og saa fik de Furage til sig og Hestene. Det havde nu ogsaa været en stræng Tid for dem. Der var flere som døde af Udmattelse. Der kom en Bondemand over for at tage Vare paa sine Heste, som hans Broder havde maattet køre med for Hæren. Broderen var død, en Karl paa en 20 Aar, og Bonden stod og græd »Hestene kunde det været lige meget med«, sagde han til mig »bare min Broder havde levet.«
Ja det gik jammerligt til i den Krig. Om det saa var de gamle Kællinger derovre omkring, saa sagde de: »Det gaar ikke til som i forrige Krig. Da fik I Lov at gaa paa. Nu maa I ligge ude i Skanserne og lade jer skyde ned, uden at I selv har Lov at løsne et Skud.« Jeg ved ikke hvad de ventede paa, men jeg syntes nok selv, at da Tyskerne begyndte at lave Løbegrave og Skanser saa nær ved os, at vi kunde spørge dem, hvad Klokken var, saa var det ligegodt en Harm, at vi skulde staa og se paa det. Om Natten maatte vi heller ikke skyde, uden hvis der da skulde komme rigtig mange. Men det traf sig somme tider, naar vi gik paa Forpost om Natten, at vi saadan blev enige om at skyde et Skud af. Vi gik 2 og 2 i Forpostkæden. Saa kunde den ene sige til den anden. »Skal vi brænde dem et Skud af?« »Ja, lad os det,« og saa skød vi, selv om der ingenting var hverken at se eller høre, af tyskerne da at sige. Der blev saa en Skyden hele Linien igennem og inde i Skanserne blev de jo aarvaagne.
Vi laa nede ved Brohovedet, en Løjtnant med en halv Snes Mand. Vi laa og ventede. Saa kommer der lige med et en Tysker, en mening, gaaende nok saa roligt hen ad Shausséen ned mod Broen. Han havde en dansk Officerssabel og Livgehæng paa, vi kunde tydelig kende begge Dele. Løjtnanten sprang frem og greb ham i Armen. »Die Dänen.« raabte Tyskeren og rev sig løs og løb. »Skyd ham« sagde Løjtnanten. Bøssen til Kinden og skyde var kun et Øjebliks Sag, men Soldaten dukkede Hovedet i det samme og min Kugle gik hen over ham. »Skyd ham, skyd ham,« sagde Løjtnanten igen. Nu skød de andre, Tyskeren styrtede, og vi sprang hen til ham. Han var ramt af 7-8 Kugler. Det var der jo ikke ret megen Mening i. Vi havde jo været nok til at æde ham, saa at kommandere »Skyd ham,« havde jo ikke været nødvendig overfor en enlig Mand. Men nu skulde I have set med Tyskere, som kiggede op over Bakken og kom ned mod os. Vi maatte løbe, alt hvad vi kunde tilbage over Pontonbroen ad Sønderborg til. Broen stod allerede i Brand, saa det var en varm Tur og Kuglerne fløjtede om Ørerne paa os. For at lette lidt på Oppakningen gjorde jeg et Kast med Hovedet, saa min store tunge Hue faldt af, og imens halede jeg Felthuen frem og tog den paa. Det sidste Slag, jeg var med i, var ovre paa Als, der laa vi vel en halv Snes Mand, eller kanske en Snes, bag et Hegn og med Tyskerne uden om os i en stor Halvmaane. Tilsidst var der bare en lille Karl og jeg tilbage. De andre havde Tyskerne skudt, og der var et Lummer og et Bras. Hvad han hed den lille Mand, eller hvor han var fra, det ved jeg ikke, for han hørte ikke til vort Regiment. – vi var jo saa forblandet. Da der saa kuns var os 2 tilbage, og jeg havde faaet ladet Geværet og holdt det oprejst foran mig, mens jeg laa ned paa det højre Knæ, som vi jo skulde, saa kommer der en Kugle og slaar imod Bøssen, saa Splinterne af Skæftet fløj omkring. »Vi bliver skudt her« sagde den lille Mand, »Ja der har begyndt at skyde over Fingrene,« sagde jeg, for Blodet rendte mig ud af Haanden. Tyskerne kunde skyde langs Hegnet; men der var et Stengærde noget borte, hvor der var Dækning. »Kom nu, saa løber vi«, sagde jeg og af sted gik det, mens Kuglerne peb os om Ørerne og slog ned i Marken rundt omkring. Vi dukkede ned bag Gjærdet og saa smed jeg Tornystret baade med mit eget Tøj og med Kongens Tøj. »Kan det gaa an« sagde den lille mand, »Ja Gu kan det gaa an« sagde jeg og saa smed han sit med. »Kom nu løber vi ad Hørup til.« Og vi løb og løb, og varmt var det og jeg var saa rasende tørstig, hvad ikke var saa underligt, for vi havde slaaedes fra Kl. halv et om Natten, og Klokken kunde vel være 10 om Formiddagen. Saa kom vi til en Bondegaard med fire grundmurede Længer. »Vi maa ind at have noget at drikke,« sagde jeg. »Der er vist tyskere derinde,« sagde den lille Mand. »Ja enten der nu er Tyskere eller Danskere, saa skal jeg have noget at drikke, og nu gaar vi derind.« Vi listede ind over Gaarden og kom forbi Døren til Hestestalden, derinde var der nogen som snakkede, og vi kiggede ind, i den forreste Hestebaas laa der en af vore i Halmen. Vi sagde ingenting og han sagde heller ikke noget. Han var vel saaret. Saa gik vi ind i Stuen. Der var ingen Mennesker at se, i den næste Stue var der heller ingen, men vi kunde se gennem Døren ind i Øverstestuen, at der sad en halv Snes Civile, som vel sagtens sad der fordi der var sikrest for Kuglerne. Men vi snakkede ikke til dem. Paa Bordet i den Stue vi var i stod der en Flaske Øl og en Flaske Brændevin. Vi tog en god Slurk af det og saa gik vi igen ud af Gaarden og afsted ad Hørup Hav til. Paa en Vej laa der en Del Tornystre uden for et lille Hus, og der stod en gammel Mand. »Skal I ikke have et Tornyster?« Spurgte han. »Er der noget i?« sagde jeg og saa efter; men der var bare Kongens det hvide Tøj. Saa smed jeg det efter ham, saa han sprang højt i Vejret, og saa løb vi videre. Da vi kom ned til Vandet, var der en Damper som fløjtede sidste Gang og begyndte at dreje ud med en Pram efter sig, den var helt fuld af Heste, saa sprang jeg over paa Prammen imellem Hestene, og den lille Mand bagefter og hug fat i mig. Der stod vi saa og holdt os fast; til vi kom til Fyn. »Hvor er 18’ Regiment« spurgte jeg, da vi var kommet i Land, og de fortalte at det var ude på »Frederik den VI«, som laa der noget ude paa Vandet. Saa gik vi der nogen Tid, den lille Mand og jeg. Vi gik ind i Husene og Gaardene og fik noget at spise og drikke og det var jo alt sammen paa Klods, for vi havde hverken Penge eller Tøj. Men til sidst hittede jeg dog mit Regiment og den lille Mand fik vel ogsaa fat i sit, - jeg har aldrig set ham siden.
Da jeg saa min Sergeant, en som vi plejede at kalde *) »den buldne«, saa gik jeg hen og sagde »Jeg melder mig!« »Hvad siger du?« »Det kan du vel høre« sagde jeg, (for jeg sagde nu du, for vi var ikke saa fornemme) – »jeg siger, jeg melder mig!« »Er du tosset?« Sagde han, »Du er jo skrevet for død, og hvor er dit Tornyster?« »Det ligger ovre paa Als.« »Ja men det kommer du sku til at betale baade det og Tøjet.« »Ja, saa maa jeg da først hjem og faa tjent nogen Penge.« Naa hjem kom vi jo til København, og vi maatte gaa helt uden om Byen langs med Volden om Aftenen, for de vor jo ikke rigtig glade for os. »I er nogle rigtige Lorte, hvorfor stod i ikke paa jer?« Sagde de. Ja Tak skal I ha, staa paa os, de var tyve naar vi var en, og saa havde de »Bagladere« og vi havde kun »Forladere«.
Ja han var nu ikke meget værd, han var et daarligt Nummer, Han var bange. »Paa dem Karle,« sagde han og saa smed han sig ned. »Naa op med jer og over efter dem!« »Ja op med dig selv« sagde vi. Nej han var ikke meget værd, og de blev da ogsaa klog paa hans Pjat tilsidst og satte ham til noget Skriveri.
Men der var en Svensker ved 2’ Deling, en høj og svær Karl, han var modig. Jeg kan lige saa tydelig huske ham endnu som han stod i Porten til en Bondegaard derovre paa Als. Rundt omkring Gaarden var der Tyskere. »Kom her kammerater, for nu kommer Tyskerne« raabte han. Jeg sprang hen i Porten hvor han stod med sin store Sabel. Ved Siden af ham laa der et Par, som var skudt. Nu kom der nogen løbende mod Porten fra Siden af. »Skyd nu!« Jeg skød i det samme som der var en Tysker der sprang forbi Portaabningen. Jeg maa vel ikke have ramt, ellers havde han vel blevet der.
Saa løb jeg ind i Gaarden igen, men Svenskeren blev staaende i Porten. Han ville ikke kommandere andre end os. »Jeg vil ha’ anden Deling!« Plejede han at sige, og saa lagde han saadant Tryk paa d’et i anden.
Husmand Niels Nielsen i Vedskølle ved Vallø fortalte omkring Aaret 1910 sine Erindringer om sin Deltagelse i Krigen i 1864 til min Onkel Herman Hemmingsen, som skrev det ned med Anvendelse af N. N.s særlige udtale af visse Ord og Udtryk.
Niels Nielsen, som til daglig blev kaldt »Ne-snilen« var vor nabo og boede i min barndom i husmandsstedet øst for mit hjem ved Vedskøllevej. Han døde omkring ved 1914 og efterfulgtes af Lars Dankelev, som kom fra København. L. D. ’s kone Kristine var slægtning til N. N.
Jeg mindes N. N. som en ældre, hyggelig mand, han kom næsten dagligt i mit hjem og fik en hyggelig sludder med mor eller far. Han havde en sti tværs over marken for lettere at komme frem og tilbage.
N. N.’s kone var død tidligt, hende har jeg aldrig kendt. Han havde en jævnaldrende husbestyrerinde som kaldtes Marie Jørens, hun døde nogle år før N. N. og det er muligt at ovennævnte L. D. flyttede ind da M. J. døde. L. D. havde indtil da været sukkerhusarbejder i København.
N. N. havde noget arbejde i Vallø Dyrehave, det bestod bl. a. i, at han hver lørdag med skovl i hånd skulle gå alle gangstierne igennem og fjerne alle de gødningsklatter, som i ugens løb var faldet på stierne. Dengang var der hver sommer mange ungkreaturer på græs i Dyrehaven. I hans sidste år, da det kneb med kræfterne, fulgtes min bror Herman og jeg ofte med ham og hjalp med dette arbejde, hvad vi faktisk var meget stolte af. Stierne skulle være rene til de søndagsbesøgende kom og dengang var skoven et yndet sted for en søndagstur for egnens beboere og mange fremmede.
[ Forrige emne | Herman | Næste emne ]