Stratford d. 11^te Marts 1934

Kære Søster Anna!

Mange Tak for dit Brev skrevet d 23^de Feb. Og modtaget her den 7^de ds. Avisudklippene og Blomsterne var det interessant af faa.

     Som Indledning til denne Epistel kunde passende staa: ”I denne Vinter har vi hat en usædvanlig Frost”; saa vi har sandelig ingen Blomster i vor Have. Der plejer ellers at være Gyldenlak i Blomst den hele Vinter; men til en Forandring har Kulden været for haard til at andet end Buske og Træer har kunnet klare sig. Vi har haft Masser af Sne – uden at der heldigvis har fulgt megen Vind med. Selv nu sner det igen – lige efter at jeg vel er bleven færdig med at skovle rundt Huset og paa Fortovet. Det er Søndag, saa der vil ikke komme nogen Sneplov rundt. Ellers bliver Fortovene rensede ved Hjælp af en lille Sluffe med Hest for. I øvrigt er der dog mange, som allerede da har renset Sneen væk foran deres Lod, da det altid er usikkert om og hvornaar Ploven kommer rundt.

     Avisudklippene var som sagt interessante, men ved du hvad? – jeg havde saamænd troet, at Tøxens Skole var meget ændre end 75 Aar; Herregud, saa gammel forekom den mig at være mindst, dengang jeg gik der. Det var ogsaa lidt af en Skuffelse ikke at kende nogen af Navnene paa dem, der holdt Taler, osv. Formodentlig har der jo nok været en Del gamle Drenge nærværende af dem, som jeg gik i Skole sammen med, men de har aabenbart ikke haft noget at skulle have sagt undtagen sig imellem. Christian Ludvigs, den afdøde Biskop, skulde bare have været i Stand til at komme, saa havde der nok vanket en Salme, for han var en god Versemager, som du vil se af vedlagte Udklip af Berlingeren (10^de Feb).

     Ja. Tiden gaar, og vi bliver gamle, som du skriver, Anna. Den Vallø Smed maa vel være rundt ved de halvfjerds nu.

     For et Par uger siden var vi til Begravelse i Leser, (Pennsylvania), hvor vor gamle Ven Kaptain Hecksher var død 72 Aar gammel, Han var en af vore faa Venner og den bedste af Land?mænd. En rank gammel Herre lige til det sidste. Min Kone gaar og klemser mig i Ryggen for at gi’ mig lidt mere militær Anstand; men det har sine Vanskeligheder at opnaa noget videre i den Retning, naar man bliver ældre og har Anlæg til, hvad Soldaterne kalder Ejendomstornyster.

     Vi kommer ikke meget ud, for jeg regner ikke med mine Inspektionsture, som jo kun er en Del af Arbejdet. Min Kone og Drengen gaar i Biografen en enkelt Gang, og en meget enkelt Gang (hver andet eller tredje Aar), kan det hænde, at jeg bliver overtalt til at gaa med. Saaledes for en tre Uger siden, da min Kone og jeg saa ”Eskimo”, hvori Peter Freuchen optræder med Træben og stort Skæg. Det var meget underholdende. Bogen ”Eskimo” er ogsaa udkommet paa Engelsk, men jeg har ikke læst den endnu. Efter Sigende skal den være god.

     Det glæder mig altid at faa Nyt om Personer derhjemme, naar du skriver. Først og fremmest naturligvis om vor egen Slægt, dernæst om nærmere og fjernere Bekendte. Som nu Anders Holm,; der sælger gudelige Bøger for missionen. Det maa være et underligt Liv saaledes at drage omkring sammen med Konen; men gaa til Søs kan han vel ikke. For det første er der trange Tider for Skibsfarten, og for det andet er han vel nok blevet vænnet fra Sølivet og nu ogsaa oppe i Aarene ligesom en anden en. Jeg maa dog sige, at skulde der ske noget i Verden, saa en større Krig bliver Resultatet, da kunde jeg meget vel tænke mig atter at gaa til Søs. Med saadant for Øje fornyer jeg stadigt mit Skibsførerbevis hvert femte Aar, som det fordres her. Noget andet er, at det maa haabes og ønskes at der ikke bliver nogen Krig; den sidste var tilstrækkelig til at bringe Verden i Ulave for længere Tid end de fleste havde tænkt. Tiderne er haarde her med Arbejdsløshed og streng Vinter, men det bliver vel bedre engang.

     Du skriver om Nybygninger Syd for Køge – ja der er vel meget forandret i Landskabet nu. Tidligere blev der jo ikke bygget her, hvor Byens Vækst var hindret ved Gammelkøge Gaards Ejer satte sig derimod. Nordefter, husker jeg, var der Mark ret op ad Haven ved Tøxens Skole, men saa blev der bygget en Mineralvandsfabrik, og senere kom der vist andre Bygninger ogsaa. Ligeover for var det gamle Hotel ”Norske Løve”, som en hjulbenet Gaardmandssøn fra Klemmenstrup købte og spolerede Facaden paa ved at lave Butiksvindue i den: Længere nordpaa kom Møllerne og saa den gamle Fabrik og nogle Arbejderboliger paa modsat Side vest for Landevejen. Det hele er sikkert meget forandret nu baade i Nord og i Syd. Granskoven, som kun var smaa Planter, der knapt naaede op over Sommerens Græs, er nok stor nu, hvis den da ikke har maattet give Plads for Huse og Haver.

     Saa Oluf har Detailhandel. Har han opgivet Hjemmebageriet? Han er jo ogsaa en halvgammel Knark snart. Han er den eneste af os søskende, som aldrig vovede sig ind i den hellige Ægtestand; men saa har undertegnede til Gengæld vovet det to Gange^*), saa der alligevel er Balance i Tingene. Det maa være noget ensomt for ham ikke at have en bedre Halvdel at kævles med, for det er ligegodt det der raa’r.

     Hvor fik Ejvind fat i Navnet (Ole) til sin lille Dreng; er det en Svigerfar, som er bleven opkaldt? Og Tulles Dreng hedder Folmer. Det var jo et Navn, som du og Laurits vel vilde mindes igen efter jeg egen lille Dreng. Hermans Søn har i hvert Fald faaet et dygtigt kort Navn, og det har jo sin Fordel, hvis man skal skynde sig med at skrive under. Hvad vore to Søstres Børn og Karls hedder har jeg kun svage Erindringer om, for Aarene er gaaet og man ser dem ikke. Slægten breder sig, og man kan ikke følge med hverken hvad Fødselsdage eller Navne angaar. Jeg behøver bare at tænke paa vore Søskendebørn derovre paa Møen, som vel nu har Børn i lange Baner, for at gøre det tydeligt for mig selv, hvor meget jeg er kommet ud af Kontakt med Slægtshistorien.

     Jeg haaber at Emmas Jens maa faa den Rute, som du skriver om, at han søgte paa. Det maa jo være anstrengende at have saa haardt Arbejde i Kalkbruddet, nu da han jo ogsaa begynder at blive ældre. Naar man er ung kan man bedre klare den Slags, og saa er det for øvrigt altid betragtet som overgangen til noget bedre; men bliver man først oppe i Aarene, er Udsigterne mindre lyse. Jeg er glad ved at have Arbejde, som ikke tager synderligt paa kræfterne. Her er vi nogenlunde ved Kræfterne. Min Kone har en slem Forkølelse og har været temmelig sløj i nogle Dage, men er dog nu ved at blive bedre. Hun har ikke ligget til Sengs, hvad der vel vilde have været det bedste, men er staaet op om Morgenen som sædvanlig for at faa sine Mandfolk af Sted til henholdsvis Collingswood Skole og til Philadelphia. Drengen er rask og passer Skolen flinkt. Selv er jeg rask af saadan en gammel Dreng at være. Lidt skaldethed begyndte for nogle Aar siden men er gaaet væk igen. Adskillige Sildeben er der naturligvis ved Tindingerne, men min Kone er næsten mere graahaaret end jeg.

     Ja, Anna, vil du hilse Laurits mange Gange, og hans Moder, vore Søskende og deres Mænner og Koner, og alle Børnene. Tillige alle gamle Venner og Bekendte. Bedste Hilsen til jeg fra min Kone og Erik.

Din hengivne Border

Herman

*) Erik fortæller: I årene da min far sejlede, hovedsagelig på Østersøen. Engang endda med et svensk skib, fandt han sig en svensk kone (Maria).  Min far og hans første kone fik 2 børn, som begge døde af diarré. Men Maria fandt sig en svensk ven (eller venner), som hun var sammen med, når min far var på søen. Derfor blev de skilt.

For at komme langt væk fra alt dette gik Herman på langfart, rejste til England og sejlede til Australien og New Zealand. Mindst én gang rundt om Kap Horn i en firemastet bark (eller fuldskib). Lidt senere kom han hjem og boede hos søster Anna og gik på navigationsskole, sejlede lidt mere (denne gang som styrmand) på et engelsk skib, men vendte så hjem og sejlede igen på Østersøen.. I 1913 kom han ombord på et skib, hvor min mors svoger var kaptajn. Der, på det skib, sejlede mor sommetider på ture i Østersøen, og havde den vane at forlove sig med én af min onkels styrmænd. Dengang min far blev kaptajn, besluttede hun sig at blive gift med ham.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]